Sri20101

Nævnet stadfæstede i januar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2008. Ansøgeren var indrejst med gyldigt Schengen-visum. I begyndelsen af 2009 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9c, stk. 1. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren havde således i nogle år givet mad til forskellige oprørsgrupper. Ansøgeren havde ikke i den anledning været udsat for forfølgelse fra myndighedernes side. Ansøgeren havde fået udstedt militært identifikationskort samt pas og var udrejst legalt gennem lufthavnen i Columbo. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren var eller ville komme i myndighedernes søgelys, og at han skulle risikere forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til Sri Lanka. De forhold, at ansøgeren måtte have mistet sin hustru, og at han led af forskellige sygdomme, indebar ikke, at ansøgeren udsattes for nedværdigende eller umenneskelig behandling ved en tilbagevenden til Sri Lanka. Betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, var således ikke opfyldt. Sri/2010/1.