Nævnet stadfæstede i marts 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2008. Ansøgeren er etnisk tamil fra Jaffna. Hun og hendes ægtefælle havde drevet en restaurant, hvor blandt andet personer med tilknytning til LTTE havde spist. I 1986 blev ansøgerens ægtefælle taget med af militæret, som havde mistænkt ham for at have tilknytning til LTTE. Nogle dage senere blev ægtefællen fundet død. Ansøgeren var fortsat med at dele mad ud til medlemmer af LTTE frem til 2000, hvor militæret havde taget kontrollen over hendes hjemegn. I 2001 og 2005 havde ansøgeren ophold i Danmark, hvor hun havde besøgt sin datter. Som asylmotiv henviste ansøgeren til, at hun fra sin lillesøster i Sri Lanka havde hørt, at hendes børn pga. deres aktiviteter for LTTE efter hendes seneste indrejse i Danmark var blevet afhentet af agenter fra den militære efterretningstjeneste og at ansøgeren også var eftersøgt af myndighederne. Ansøgeren mente, at børnene havde tilknytning til LTTE. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren havde forklaret, at hun frem til 2000 havde haft meget begrænsede aktiviteter for LTTE. Hun havde på intet tidspunkt haft noget modsætningsforhold til det srilankanske militær og havde heller ikke været i søgelyset de gange, hvor hun var udrejst fra Colombo. Ansøgeren havde en formodning om, at hendes børn havde udført aktiviteter for LTTE. De havde ikke i de senere år, mens de havde været i det myndighedskontrollerede område, haft problemer med regeringsstyrkerne. Det var uvist, hvad der var baggrunden for den tilbageholdelse af ansøgerens børn, som ansøgeren havde forklaret om. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet ville udsætte sig for risiko for konkret og individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke, at nogle under nævnsmødet fremlagte dokumenter kunne føre til et andet resultat, idet det bemærkedes, at indholdet af dokumenterne ikke stemte med ansøgerens forklaring om, at hendes børn først var forsvundet, efter at hun var kommet til Danmark. Sri/2009/5