Nævnet meddelte i september 2008 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2007.Ansøgeren er etnisk tamil fra det nordlige Sri Lanka. Ansøgerens broder var medlem af LTTE. Flygtningenævnet lagde i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at han fire gange i 2007 i forbindelse med generelle tilbageholdelser af mistænkte for anslag mod militæret var blevet tilbageholdt af militæret, og at han i hvert fald den sidste gang var blevet udsat for tortur. Militæret havde været bekendt med, at ansøgeren havde en broder tilknyttet LTTE. Ansøgeren var flygtet, da militæret femte gang havde henvendt sig på hans bopæl. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet, at der var en reel risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden under nye afhøringer ville blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sri/2008/9