Sri20087

Nævnet meddelte i august 2008 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tamil fra det nordlige Sri Lanka. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund, hvorefter ansøgeren af det srilankanske militær var blevet mistænkt for at have deltaget i en sprængning af en vejsidebombe i 2006. Ansøgeren var i forbindelse hermed blevet tilbageholdt og under afhøring udsat for tortur, hvorefter ansøgeren havde haft meldepligt i fire til fem måneder. Det fremgik endvidere af sagens oplysninger, at ansøgeren har en herboende bror, der fik opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, i 2004. Broderens opholdstilladelse var begrundet i broderens aktiviteter for LTTE, hvor broderen som følge heraf var blevet tilbageholdt af myndighederne og udsat for tortur. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt på denne baggrund efter en samlet vurdering af ansøgerens og ansøgerens families forhold sammenholdt med de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Sri Lanka, at ansøgeren ved en tilbagevenden måtte antages at være i en reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sri/2008/7