Nævnet stadfæstede i oktober 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Sri Lanka. Indrejst i januar 2008. Flygtningenævnet udtalte, at efter udlændingelovens § 40, stk. 1, påhviler det en asylansøger at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse i henhold til loven kan gives. Det følger heraf, at en udlænding, der søger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, må sandsynliggøre det asylgrundlag, udlændingen påberåber sig. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens forklaring for nævnet fremtrådte som sammenhængende og troværdig. Ansøgerens forklaringer under sagen havde desuden været modstridende. Flygtningenævnet kunne derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerede at blive forfulgt af bortførere, der tidligere havde bortført ansøgerens ægtefælle, og som ansøgeren ikke havde betalt løsesum til. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde forklaret divergerende med hensyn til, om ægtefællen første gang var blevet opsøgt af bortførerne på bopælen eller på sit arbejde, med hensyn til datoen for bortførelsen og antallet af efterfølgende telefoniske henvendelser. Ansøgeren havde under samtalen med Udlændingeservice desuden først oplyst, at hun ikke havde adgang til ægtefællens konto og senere ændret dette til, at det var en fælles konto, som hun havde adgang til. Flygtningenævnet fandt det usandsynligt, at ægtefællen af bortførerne skulle få lov til at advare ansøgeren mod at betale løsesum. Uanset at ansøgeren i 1995 havde givet mad til medlemmer af LTTE og havde været udsat for flere kortvarige tilbageholdelser af militæret i 1995, 1998 og 2003, fandt Flygtningenævnet ikke, at disse forhold var af en så alvorlig karakter, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for at komme i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren alene ved den første tilbageholdelse havde været udsat for fysiske overgreb og det i begrænset omfang. De generelt usikre forhold, herunder for etniske tamiler, kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet fandt derfor ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerede forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerede dødsstraf eller blive underkastet tortur eller nedværdigende behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sri/2008/12
