Nævnet stadfæstede i december 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka, født 1979. Indrejst i juli 2005. Flygtningenævnet udtalte, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse havde fundet, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, men at ansøgeren var afskåret fra at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 på grund af forhold omfattet af flygtningekonventionens artikel 1 F (b), jf. udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3. Udlændingestyrelsen havde herved lagt vægt på, at styrelsen ikke havde fundet at kunne afvise, at ansøgeren ved sin afrejse havde stjålet penge fra LTTE og derfor risikerede at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærkede, at nævnet ikke var bundet af at lægge bestemte faktiske omstændigheder til grund, i samme omfang som Udlændingestyrelsen havde gjort. Et eventuelt afslag fra Flygtningenævnet på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 under henvisning til, at nævnet ikke kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, stillede således ikke ansøgeren ringere i opholdsretlig henseende end efter Udlændingestyrelsens afgørelse. Nævnet bemærkede, at det forhold, at Udlændingestyrelsen havde truffet bestemmelse om, at ansøgeren ikke kunne udsendes tvangsmæssigt til sit hjemland, jf. udlændingelovens § 31, ikke indebar en egentlig ret for ansøgeren til at opholde sig i Danmark, idet ansøgeren, uanset han ikke ville kunne udsende tvangsmæssigt til sit hjemland, havde pligt til at udrejse, jf. udlændingelovens § 30, stk. 1. Flygtningenævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren havde været tilknyttet organisationen LTTE fra 1995 indtil sin udrejse i 2004, og at ansøgeren i LTTE havde været beskæftiget med navigation og kommunikation (GPS). Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens forklaring i øvrigt havde fremtrådt som troværdig og sammenhængende. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens forklaring under mødet i nævnet ikke havde været i overensstemmelse med ansøgerens forklaring under samtalen i Udlændingestyrelsen med hensyn til ansøgerens deltagelse i kamphandlinger og angreb. Ansøgeren havde i forbindelse hermed blandt andet gjort gældende, at han var forvirret under samtalen med Udlændingestyrelsen. Det fremgik af sagen, at samtalen med Udlændingestyrelsen var blevet oplæst for ansøgeren, der havde underskrevet referatet. Det fremgik endvidere, at ansøgeren havde haft enkelte rettelser til samtalereferatet. Flygtningenævnet kunne derfor ikke lægge til grund, at uoverensstemmelserne skyldes ansøgerens forvirring. Uanset om ansøgeren fra 1997 til 1998 havde været tilknyttet en tidligere general i LTTE, som nu var kommet i et modsætningsforhold til LTTE, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden på nuværende tidspunkt af denne grund risikerede asylbegrundende konflikter med LTTE. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens tilknytning til generalen lå langt tilbage i tid, og at ansøgeren efterfølgende havde været tilknyttet LTTE indtil udrejsen i 2004. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at han i forbindelse med sin anholdelse i februar 2004 ikke blev tilbageholdt, men fik en frist på fire dage til at aflevere det GPS udstyr, som han var i besiddelse af. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren havde begået tyveri af cirka 700.000 rupees fra LTTE. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens forklaring herom forekom konstrueret, idet ansøgeren ikke nærmere havde sandsynliggjort, hvordan han kunne få adgang til et så stort pengebeløb tilhørende LTTE. Ansøgeren havde alene forklaret, at han stjal pengene fra en ulåst skuffe. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne lægge vægt på det af ansøgeren fremlagte brev fra LTTE indeholdende en arrestordre. Brevet skulle angiveligt være sendt til nogle bekendte, som ansøgeren opsøgte efter flugten fra LTTE. Ansøgeren havde ikke kunnet sandsynliggøre, at LTTE skulle være bekendt med adressen på hans opholdssted. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i risiko for dødsstraf, eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Det fremgår videre af nævnets afgørelse, at ansøgeren skal udrejse straks, og at ansøgeren, såfremt han ikke udrejser frivilligt, kan udsendes tvangsmæssigt til Sri Lanka, jf. udlændingelovens § 32 a. Sri/2005/6
