Flygtningenævnet stadfæstede i november 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka, født i 1978. Indrejst i november 2004. Ansøgeren havde under sagen forklaret, at han af LTTE havde været udnyttet til forskelligt arbejde. Ansøgeren skulle lave mad og pleje sårede personer. Ansøgeren var 15-16 år gammel, da han arbejdede for LTTE. Ansøgeren arbejdede for LTTE i cirka to år. Ansøgeren havde under sagen videre forklaret, at han syv gange havde været udsat for anholdelser af politiet i Colombo, og at anholdelserne var begrundet i, at ansøgeren kom fra Jafna-området, og derfor lige som alle andre fra området blev mistænkt for at have tilknytning til Tigrene. Den seneste anholdelse fandt sted i juli eller august 1996. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er etnisk tamil. Uanset om det blev lagt til grund, at ansøgeren havde udført tvangsarbejde for LTTE og havde været tilbageholdt af de srilankanske myndigheder, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette kunne begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet bemærkede herved, at det pålagte arbejde for LTTE ikke kunne anses at have haft en sådan karakter og omfang, at det i sig selv kunne begrunde asyl. Der var heller ikke oplysninger, der sandsynliggjorde, at ansøgeren var profileret i forhold til LTTE og således på ny skulle blive tilbageholdt. Ansøgeren måtte videre henvises til at tage ophold i områder, der ikke er kontrolleret af LTTE. Flygtningenævnet bemærkede videre, at tilbageholdelserne foretaget af de srilankanske myndigheder havde været kortvarige og efter ansøgerens egen forklaring var led i generelle politimæssige kontrolforanstaltninger. Ansøgeren kunne da også udrejse legalt af Sri Lanka, og kunne ikke anses at have været profileret i forhold til myndighederne. Disse tilbageholdelser, der lå langt tilbage i tid, kunne herefter ikke begrunde opholdstilladelse. De generelt usikre forhold i Sri Lanka, herunder for tamiler, kunne ikke i sig selv begrunde opholdstilladelse. Det forhold, at ansøgerens familie opholder sig i Danmark kunne heller ikke begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Sri/2005/4