Somalia20103

Nævnet stadfæstede i maj 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren tilhører Midgan-klanen, og hun kom fra Wardegley i Mogadishu. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at hun frygtede at blive slået ihjel af en mand fra Al Shabaab, som havde truet hende, dels fordi hun havde solgt frugt og grønt til etiopierne, dels fordi han ville giftes med hende. Hun havde henvist til, at manden havde slået hende i to tilfælde, at han havde kastet en håndgranat på markedet imod hendes forretning, og at han havde opsøgt hende på bopælen en gang. Hun havde videre henvist til, at manden fra Al Shabaab var magtfuld. Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerede forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af, at hun havde solgt frugt og grønt til etiopierne. Asylmotivet i forhold til det, at Al Shabaab-manden ønskede ægteskab, faldt ikke under de grunde, som var nævnt i Flygtningekonventionen. Dette kunne således ikke medføre asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt angik vurderingen af dette asylmotiv i forhold til udlændingelovens § 7, stk. 2, fandt Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren var i en reel risiko for overgreb som følge heraf ved en eventuel tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om en konflikt i relation til en enkelt person, der vel gennem tilhørsforholdet til Al Shabaab kunne have en betydelig lokal magt, men at der efter de foreliggende oplysninger om mandens henvendelser ikke kunne antages at være nogen videre sandsynlighed for, at han ville efterstræbe hende ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at den pågældende mand havde kastet en håndgranat målrettet imod hendes forretning, som havde bestået af en paraply og en sæk på jorden. Somalia/2010/3