Nævnet stadfæstede i februar 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er født og opvokset i Mogadishu hos sin faster, idet han er forældreløs. Han havde gået i koranskole i ni år og havde haft et almindeligt ungdomsliv, hvorunder han blandt andet havde spillet fodbold i en klub. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at han var forsøgt hvervet af Al Shabab. Ansøgeren havde under sagen forklaret udbyggende herom, idet han indledningsvis havde forklaret, at han alene var blevet opsøgt af medlemmer af Al Shabab, senere at han også var blevet truet, og senest i Flygtningenævnet at han havde modtaget et brev med frist til at forlade Mogadishu. Ansøgeren havde haft lejlighed til indgående at beskrive de angivelige hvervningsforsøg i Flygtningenævnet. Det fremstod også herefter som usikkert, hvilke personer der havde opsøgt ansøgeren, og hvad formålet havde været. Herunder fremgik det af ansøgerens forklaring, at det seneste hvervningsforsøg skulle være foregået i en mørk gyde, da ansøgeren havde været på indkøb. Flygtningenævnet kunne herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren var kommet konkret og individuelt i søgelyset hos Al Shabab med henblik på hvervning til soldatertjeneste. De generelle forhold i Mogadishu kunne efter Flygtningenævnets praksis ikke i sig selv føre til, at der kunne gives ansøgeren asyl efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at få asyl efter udlændingelovens § 7. Somalia/2010/1.