Somalia20092

Nævnet stadfæstede i juni 2009 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2008. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren tilhører hawrasame-klanen, og har boet i Mogadishu indtil udrejsen i 2008. Ansøgeren havde siden 1993 boet sammen med sin grandniece, som hun indrejste sammen med i Danmark. Det forhold at ansøgerens ægtefælle var blevet dræbt i 1998, og at ansøgeren i forbindelse hermed var blevet slået i hovedet med en geværkolbe, kunne ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at forholdet lå langt tilbage i tid, og at ansøgeren ikke havde haft yderligere problemer med de personer, der havde dræbt ægtefællen. Det forhold at ansøgerens niece for to år siden var blevet voldtaget og herefter bortført, hvorefter hun har været forsvundet, kunne heller ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at dette måtte betragtes som et vilkårligt overgreb, som ikke var rettet mod ansøgerens person. Det forhold, at ansøgerens søn var blevet dræbt kort tid før udrejsen kunne, heller ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet havde herved lagt vægt på, at drabet ifølge ansøgerens oplysninger skyldtes, at han ikke ville ophøre med at sælge khat, og drabet måtte derfor betragtes som et vilkårligt overgreb, der ikke havde været rettet mod ansøgerens person. Ansøgerens alder, helbredstilstand eller det forhold, at hun ikke havde mandlige familiemedlemmer i Somalia, kunne ikke i sig selv begrunde, at der blev meddelt ansøgeren asyl. Heller ikke den generelle vanskelige sikkerhedsmæssige situation i Somalia eller ansøgerens klanforhold kunne i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet fandt det derfor ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia ville være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Somalia/2009/2