Somalia200712

Nævnet stadfæstede i oktober 2007 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2003 som familiesammenført. Ansøgt om asyl i 2007. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren fik opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført i 2003. Han havde efterfølgende søgt asyl i Norge, Sverige og Holland. Hans opholdstilladelse som familiesammenført bortfaldt i begyndelsen af 2007 på grund af langvarigt ophold i udlandet. Han søgte herefter om asyl i Danmark. Ansøgeren er født i Mogadishu og tilhører hovedklanen Hawiye, underklanen Murusade. Ansøgeren havde ikke været politisk aktiv. Ansøgeren havde som sit asylmotiv anført, at han sammen med sin familie blev udsat for gentagne røverier i deres butik. Han havde også været tilbageholdt i 1999 af medlemmer af Saleban-klanen. Han havde endvidere påberåbt sig de generelle forhold i Somalia. Flygtningenævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han ville være i en særlig konkret risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde vægt på, at de omhandlede røveriforhold måtte anses for at være udtryk for almindelig kriminalitet i landet. Ansøgeren havde i asylansøgningsskemaet oplyst, at der i forbindelse med røverierne blev fremsat trusler. Det fremgår af samtalereferatet, at ansøgeren havde forklaret, at hverken han eller familien havde været udsat for fysiske overgreb, hvilket han fragik under nævnsmødet. På baggrund af de divergerende oplysninger fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at ansøgeren havde været udsat for fysisk overlast i asylbegrundende omfang. Flygtningenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren efter episoden i 1999 havde kunnet opholde sig i hjemlandet uden at have problemer med medlemmer af Saleban-klanen. Flygtningenævnet fandt ikke, at de generelt vanskelige forhold i Somalia i sig selv kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren opholdt sig i Vesten i længere tid, og derfor som påberåbt af ansøgeren muligvis kunne betragtes som velhavende, kunne ikke føre til et andet resultat. Somalia/2007/12