Nævnet meddelte i august 2006 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia, født 1977. Indrejst i juli 2005. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren under nævnsmødet havde gjort et særdeles troværdigt indtryk, og at hans forklaring og svar på spørgsmål under nævnsmødet ligeledes havde været præget af høj grad af troværdighed. Ansøgeren havde forklaret, at hans fader – der drev forretning i Kenya – på et tidspunkt konverterede til kristendommen uden at gøre hverken ansøgeren eller andre i Somalia bekendt hermed. Faderens stærkt religiøse familiemedlemmer fik imidlertid mistanke om faderens ”vantro” og begyndte at udspionere ham. Samtidig forsøgte de at inddrage ansøgeren og hans søskende stærkere i det muslimske trossamfund og i grupperne, der ønskede shariadomstolene indført i Somalia. Folk begyndte at tale om ansøgeren fader, og da ansøgeren fra andre havde hørt, at hans far var gået over til kristendommen, spurgte ansøgeren faderen direkte herom. Selvom faderen overfor ansøgeren åbenlyst erkendte at være blevet kristen, ville ansøgeren imidlertid ikke gå imod ham. Da de religiøse familiemedlemmer gennem somaliere i Kenya fik bekræftet, at faderen var konverteret, og da ansøgeren og hans søskende samtidig afslog at lade sig inddrage i de mere fundamentalistiske grupper, var de religiøse familiemedlemmer overbevist om, at både ansøgerens fader og alle hans børn var blevet kristne. Dette var baggrunden for drabet på faderen og ansøgerens søskende, og for at ansøgeren er efterstræbt. Ansøgeren skjulte sig fra dag til dag forskellige steder i ca. 14 dage, indtil faderens forretningsforbindelse fik ham med ud af landet til Djibouti. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til grund. Det blev således lagt til grund, at ansøgerens fader og alle hans hjemmeboende søskende blev dræbt på bopælen af to bevæbnede personer, efter at det var blevet kendt, at faderen var blevet kristen. Under henvisning til baggrundsoplysningerne om forholdene i Mogadishu, herunder oplysningerne om de stærkt religiøse og fundamentalistiske gruppers indflydelse, fandt Flygtningenævnet, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden ville være i en reel risiko for overgreb, som er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddelte herefter ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2006/8