Somalia200418

Nævnet stadfæstede i november 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, født 1974. Indrejst i august 2003. Ansøgerne tilhører Ajuran-klanen. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgeren dels over for den beskikkede advokat, dels under nævnsmødet i væsentlig grad havde udbygget sin forklaring. Ansøgeren havde således forklaret, at hun siden forældrenes død fem år forud for udrejsen i en stor del af tiden havde boet i andre huse i området og ikke i sit eget hus, og at hun i en længere periode fra begyndelsen af 2002 og indtil begyndelsen af 2003 havde udført tvangsarbejde for militser i området. Flygtningenævnet bemærkede, at denne del af ansøgerens forklaring ikke kunne lægges til grund. Ansøgeren havde ikke på overbevisende måde kunnet forklare, hvorfor disse oplysninger fremkom på så sent et tidspunkt. Endvidere havde ansøgerens forklaring for nævnet om de nævnte forhold været upræcis og til dels usammenhængende. Flygtningenævnet kunne således alene lægge til grund, som forklaret oprindeligt, at ansøgeren havde været udsat for plyndringer, og at ansøgerens forældre og brødre var blevet dræbt for nogle år tilbage. Ansøgeren havde opholdt sig i hjemområdet frem til udrejsen i 2003. De påberåbte forhold fandtes ikke at være asylbegrundende, idet de nævnte overgreb havde haft et mere tilfældigt præg og måtte vurderes som handlinger af kriminel karakter. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren havde været udsat for forhold, der kunne karakteriseres som forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt heller ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en konkret og individuel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke efter sin forklaring kunne anses for at være mere udsat end andre med ansøgerens klanforhold. Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at ansøgerens klanforhold ikke i sig selv fandtes at kunne begrunde opholdstilladelse. Somalia/2004/18