Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, født 1960. Indrejst i juli 2002. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren er født i Barawe, og at han siden han var tre år havde boet i Mogadishu. Han udrejste fra Somalia i sommeren 2002. Ansøgeren tilhører hovedklanen Reer Barawe, klanen Tuni og familien Dafrad. Han havde ikke været medlem af noget politisk parti eller været politisk aktiv, ligesom han ikke på noget tidspunkt havde været eftersøgt, tilbageholdt eller anholdt. Det lagdes til grund, at ansøgeren i 1992 blev udsat for en plyndring, og at han i den forbindelse blev såret med en geværkolbe. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kunne derimod ikke lægge til grund, at ansøgeren - som forklaret ved nævnsmødet - flere gange ugentligt skulle være blevet udsat for røveri af sit tøj, og at han i disse forbindelser skulle være blevet truet og slået. Flertallet lagde i den forbindelse vægt på, at der var tale om en væsentlig udbygning i forhold til tidligere afgivet forklaring. Da asylansøgningen var indgivet efter den 1. juli 2002, skulle sagen bedømmes efter udlændingelovens § 7, sådan som denne er formuleret i lovbekendtgørelse nr. 808 af 14. juli 2004. Sagen havde været udsat på en høring af Udlændingestyrelsen. Dette høringssvar forelå den 15. marts 2004. I sit indlæg af marts 2004 havde ansøgerens advokat blandt andet anført, at lighedsgrundsætninger måtte føre til, at også ansøgeren meddeltes asyl, da dennes ægtefælle kort tid før ansøgeren fik opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Under hensyn til, at ansøgerens konflikt i 1992 lå langt tilbage i tiden og under hensyn til, at ansøgeren havde kunnet opholde sig fra 1992 til sommeren 2002 i Somalia og i øvrigt under hensyn til ansøgerens klanforhold, fandt et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle var blevet meddelt asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, godt en måneds tid før ansøgeren, kunne ikke føre til noget andet resultat. Flertallet lagde i den forbindelse vægt på, at der - som beskrevet i Udlændingestyrelsens høringssvar af 15. marts 2004 - havde fundet en praksisændring sted, og at denne praksisændring blandt andet var begrundet i nye informationer, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra fact-finding missionen 11. til 25. januar 2003, som blev udgivet den 28. marts 2003. Da denne ændring af praksis havde været konsekvent, og da den også var blevet fulgt op af en ændret praksis i Flygtningenævnet, fandt flertallet derfor ikke, at lighedsgrundsætninger skulle tale mod et forskelligt resultat i ansøgerens sag i forhold til ægtefællens sag. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt heller ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia ville være i en konkret og individuel risiko for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgerens klanforhold samt de generelt vanskelige forhold i Somalia kunne heller ikke efter flertallets opfattelse begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Somalia/2004/14
