Nævnet meddelte i februar 2004 opholdstilladelse (F-status) til en kvindelig statsborger fra Somalia, født i 1936. Indrejst i juli 2001. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren og hendes børnebørn var somaliske statsborgere og var af Udlændingestyrelsen anset for omfattet af § 7, stk. 2, i den tidligere udlændingelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Ved vurderingen af, om ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, kunne henvises til at tage ophold i De Forenede Arabiske Emirater, hvor hendes søn, der var børnebørnenes far, havde opholdt sig siden 1991, lagde Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren aldrig havde været i De Forenede Arabiske Emirater og at hendes søns opholdsgrundlag ifølge de foreliggende oplysninger var usikkert, da han alene havde opholdstilladelse for et år ad gangen. Ansøgerens datter havde siden 1996 haft opholdstilladelse i Danmark og ansøgeren boede nu hos hende. Herudover havde ansøgeren yderligere mange børnebørn og oldebørn, herunder sønnens fem børn, som alle havde opholdstilladelse i Danmark. Efter en samlet vurdering fandt nævnet, at ansøgerens nærmeste tilknytning var til Danmark, og ansøgeren meddeltes derfor opholdstilladelse efter den tidligere udlændingelovs § 7, stk. 2. Samme dag meddelte nævnet opholdstilladelse (F-status) til ansøgerens fire børnebørn, der alle var indrejst med ansøgeren. Somalia/2004/1