Nævnet stadfæstede i december 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er fra Somalia, tilhører klanen Hamar og er muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i efteråret 2012 blev opsøgt i sin forretning i Mogadishu af repræsentanter fra al-Shabaab. De pågældende krævede, at ansøgeren betalte 10.000 dollars, idet han var forretningsdrivende i området. Hvis ikke ansøgeren betalte efter 10 dage, ville han blive slået ihjel. Ansøgeren solgte herefter forretningen til en bekendt og udrejste illegalt af Somalia den […] 2012. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen i det væsentligste lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren efter sin egen forklaring fremtræder nærmest helt uprofileret i forhold til Al-Shabaab. Ansøgeren har således alene påberåbt sig, at han som forretningsdrivende efter afpresning fra Al-Shabaab én gang har undladt at betale et beløb på 10.000 US dollars. Ansøgeren solgte efter afpresningen den forretning, der havde givet anledning til afpresningen, og udrejste derefter fra Somalia. I hvert faldt på denne baggrund sammenholdt med de senest foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Mogadishu er Flygtningenævnet enig med Udlændingestyrelsen i, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Mogadishu vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der er ikke grundlag for at meddelte ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse." soma/2013/13