soma201998

Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er født i Danmark. Sagen er behandlet sammen med Soma/2019/91 og Soma/2019/99. 
”Ansøgeren tilhører klanen Hawiye og er muslim af trosretning. Ansøgerens mor har som asylmotiv på vegne af ansøgeren henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at ansøgeren vil blive tvangsomskåret, tvangsfjernet og tvangsgift, fordi hun og ansøgerens far ikke havde lov til at indgå ægteskab. Flygtningenævnet har tilsidesat ansøgerens mors forklaring om sin baggrund og konflikt. Flygtningenævnet finder således ikke, at det kan lægges til grund, at ansøgeren vil blive udsat for de forhold, som ansøgerens mor har gjort gældende. Særligt for så vidt angår frygten for tvangsomskæring bemærker Flygtningenævnet, at både ansøgerens mor og far er imod omskæring, og det må lægges til grund, at de vil være i stand til at modsætte sig et eventuelt pres fra omgivelserne herfor. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/98