soma201994

Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren tilhører klanen […] og er muslim fra […], […], Middle Shabelle. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive dræbt af al-Shabaab, idet han havde nægtet at afgive familiens jord. Udlændingestyrelsen meddelte [medio] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af tilladelsesresolutionen, at ”Udlændingestyrelsen finder ikke at kunne afvise ansøgers forklaring om, at han har haft konflikter med Al-Shabaab, som har ført til hans udrejse af Somalia, og at han afledt heraf ikke kan afvises at stå i et asylbegrundende modsætningsforhold ved en tilbagevenden til Somalia”. Det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af [ultimo] 2017, at Udlændingestyrelsen havde meddelt opholdstilladelsen under henvisning til daværende asylpraksis, og at Styrelsen også havde vurderet, at klagerens forklaring kunne lægges til grund. Udlændingestyrelsen lagde ved inddragelsesafgørelsen fortsat klagerens forklaring om konflikten med al-Shabaab til grund, men Udlændingestyrelsen fandt, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at han var særligt profileret over for al-Shabaab, og at konflikten lå langt tilbage i tid, ligesom al-Shabaabs måde at operere på havde ændret sig. Det fremgår af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages, når grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere er til stede, herunder når udlændingen har opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8, og forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikere forfølgelse. Der skal ved afgørelsen tages hensyn til grundlaget for opholdstilladelsen. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens bevisvurdering til grund, at klageren udrejste på grund af konflikter med al-Shabaab. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren fortsat har konflikter med al-Shabaab. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at konflikten ligger langt tilbage i tid og på, at klagerens familie fortsat bor i området og ikke er blevet opsøgt af al-Shabaab eller har haft konflikter med dem siden klagerens udrejse. Klageren har således ikke sandsynliggjort, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til sit hjemområde i Somalia eller, at han er profileret i forhold til al-Shabaab eller andre. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om klagerens hjemområde, at al-Shabaab fortsat har indflydelse i området, men at deres måde at operere på har ændret sig på en sådan måde, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold. Om end forholdene således fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige, lægger Flygtningenævnet til grund, at ændringerne ikke findes at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til hans hjemområde i Somalia ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet finder således, at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Vedrørende klagerens tilknytning til Danmark, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, bemærker Flygtningenævnet, at klageren har haft opholdstilladelse i Danmark siden [medio] 2014, og at han ses forsvundet siden [ultimo] 2017. Klageren har ikke opnået nogen fast tilknytning til arbejdsmarkedet og har ikke gennemført en uddannelse. Han har alene bestået prøve i Dansk 2 og gået i 10. klasse samt været i praktik. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/94/DH