Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er muslim af trosretning fra landsbyen [A] i Hiiran regionen, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Tomaal, underklanen Geymalesamatar og subklanen Jelibay warsame. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, som mod klagerens vilje havde tilbageholdt hende, med henblik på at bortgifte hende med et medlem af grupperingen. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at medlemmer af al-Shabaab i 2012 anmodede klagerens far om hendes hånd. Klagerens far nægtede og blev slået ihjel. Efter drabet tog medlemmer af al-Shabaab klageren med til deres lejr, hvor hun var tilbageholdt et døgn, hvorefter det lykkedes hende at flygte fra lejren. Klageren udrejste herefter af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Klageren gav ikke møde i forbindelse med sagens behandling i nævnet på trods af, at hun ved brev afsendt fra Flygtningenævnet [i begyndelsen af året] 2019 behørigt er blevet indkaldt til nævnsmødet. Det fremgår ikke af sagen, om klageren ligeledes er indkaldt via E-Boks. Det bemærkes, at klagerens E-Boks ikke længere er aktiv. Det er oplyst, at klageren i CPR-registeret er registreret som forsvundet [i begyndelsen af året] 2019. Klagerens advokat har på sin sag noteret, at klageren på et tidspunkt skulle være flyttet til København. Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at klagerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv vedrørende sin konflikt med al-Shabaab til grund. Flygtningenævnet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at klageren til Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende herom på væsentlige punkter under samtalerne [i sommeren] 2014 og [i foråret] 2015. Hun har således forklaret forskelligt om tidspunktet for, hvornår hendes far blev dræbt, idet hun har angivet, at dette skulle være sket i henholdsvis [sommeren] 2013 og slutningen af 2012. Hun har endvidere forklaret forskelligt om, hvorvidt hun selv var hjemme eller i koranskole, da hendes far første gang skulle være blevet opsøgt af al-Shabaab om at gifte hende bort, og om hvornår al-Shabaab skulle have hentet faderen, efter han nægtede at gifte hende bort. Hun har til samtalen [i sommeren] 2014 forklaret, at faren blev taget med samme eftermiddag, som han var blevet opsøgt første gang, mens hun til samtalen [i foråret] 2015 har forklaret, at han først blev taget med dagen efter. Hun har desuden forklaret forskelligt om, hvorvidt hun under turen til al-Shabaabs lejr skulle have haft bind for øjnene eller ej. Der er navnlig for så vidt angår divergenserne om, hvorvidt ansøger var hjemme eller i skole, da faren blev opsøgt første gang og omstændighederne ved transporten til al-Shabaabs lejr tale om forhold, som ansøgeren selv har oplevet og derfor burde kunne forklare konsistent om. Da nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, kan nævnet heller ikke lægge til grund, at klagers forældre er blevet dræbt, og at hun ved en tilbagevenden vil være enlig kvinde i Somalia. Flygtningenævnet finder det dermed ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret risiko for individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er af en sådan karakter, at en tilbagesendelse af klageren vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om forholdene i det sydlige og centrale Somalia, at menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, [i sommeren] 2015. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, selv om forholdene – trods forbedringerne – fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes i øvrigt ikke at være af helt midlertidig karakter. Det er indgået i vurderingen, at al-Shabaab har kontrollen i klagerens hjemområde, men at al-Shabaab’s måde at operere på har ændret sig fra vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til målrettede angreb mod profilerede personer og mere strategiske mål, og at sådanne angreb ikke finder sted i de områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klageren ikke kan anses for profileret i forhold til al-Shabaab, idet nævnet ikke har kunnet lægge hendes forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet vurderer derfor, at en tilbagesendelse af klageren til herunder hjemområde ikke længere vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. For så vidt angår spørgsmålet, om en nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen vil være særligt belastende for klageren, bemærker nævnet, at klageren har haft lovligt ophold i ca. 3½ år. Hun har ikke gennemført et uddannelsesforløb og har alene haft en begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, ligesom hun ikke har været medlem af foreninger, bestyrelser eller lignende. Hun har ingen familie i Danmark, men har oplyst at have en samlever. Det kan på den baggrund ikke anses for særligt belastende for klager, der har haft sin opvækst i Somalia, at nægte forlængelse af opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Betingelserne for at nægte forlængelse af klagerens tidsbegrænsede opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, er derfor opfyldt. På denne baggrund stadfæster Flygtningenævnet herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/89/CHA
