soma201988

Nævnet meddelte i marts 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er sunnimuslim fra landsbyen [A] i Mudug-regionen, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen Madhiban, subklanen Muse Dhariyow og familieklanen [B]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han var flygtet fra dem. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen lagde i afgørelsen vægt på, at han havde konflikter med al-Shabaab, som ønskede at rekruttere ham, så han kunne kæmpe for dem. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet han har forklaret konsistent herom under samtalerne hos Udlændingestyrelsen og for nævnet. Nævnet lægger således til grund, at klageren kort før sin udrejse har været tilbageholdt med henblik på rekruttering hos al-Shabaab, hvor han blev udsat for afstraffelse i form af fysiske overgreb blandt andet ved anvendelse af kniv, som medførte, at han blev bevidstløs i en længere periode og havde brug for behandling. De unøjagtigheder, der er i klagerens angivelse af, hvor lang tid, han blev tilbageholdt hos al-Shabaab, har klageren redegjort for på rimelig vis - også under hensyn til den tid, der gået, siden begivenhederne fandt sted, og den påvirkning, de havde på ham. Flygtningenævnet lægger endvidere efter klagerens troværdige forklaring for nævnet til grund, at klagerens far efter klagerens udrejse er blevet tilbageholdt i en længere periode af al-Shabaab, og at klagerens far efter sin frigivelse fortsat er under overvågning af al-Shabaab, som med jævne mellemrum indkalder faren til samtaler. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren fremstår som profileret i forhold til al-Shabaab, der efter de foreliggende baggrundsoplysninger fortsat har kontrollen over klagerens hjemområde.  Nævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold ikke, at han kan henvises til at tage ophold et andet sted i Somalia. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 10. januar 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/88/CHA