soma201977

Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016.
Ansøgeren er etnisk Dir og sunni-muslim af trosretning fra Aw Dheegle, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, idet hun ikke efterkom deres krav om at stoppe med at sælge te til mænd. Ansøgeren har endvidere henvist til de generelle forhold for enlige kvinder uden et mandligt netværk. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun åbnede et tehus for at forsørge sig selv og sine børn, da hendes ægtefælle forsvandt. En dag opsøgte to maskerede mænd fra al-Shabaab ansøgeren og sagde, at det var imod islam at sælge te til mænd, hvorfor det ville få konsekvenser, hvis hun fortsatte. To dage senere blev ansøgeren opsøgt af de samme mænd, som truede ansøgeren på livet og sagde, at hun skulle finde sig et andet arbejde. En aften blev der skudt mod tehuset, hvorfor ansøgeren flygtede fra stedet og tog ophold hos ægtefællens bror. Ansøgeren udrejste seks dage senere. Al-Shabaab har fortsat kontrollen i Aw Dheegle. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende, udbyggende og afglidende. Ansøgeren har under asylsamtalen forklaret, at Al-Shabaab ved deres henvendelse i tehuset også påtalte hendes påklædning, mens hun under nævnsmødet har forklaret, at Al-Shabaab alene påtalte, at hun solgte te også til mænd. Ansøgeren har udbyggende under nævnsmødet forklaret, at kunderne i tehuset ved en af Al-Shabaabs henvendelser flygtede, hvilket hun ikke tidligere har forklaret. Ansøgeren har forklaret, at hun alene hørte skud udenfor sin forretning men ikke så, om noget blev ramt, hvorfor Flygtningenævnet finder, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at skuddet var rettet mod hende. Videre finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at ansøgeren i den periode, hvor hun opholdt sig hos sin svoger, tæt på sin bopæl, ikke undersøgte, hvordan hendes børn havde det. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv ikke fremtræder selvoplevet. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring uden problemer havde drevet tehuset gennem en 4 årig periode, og at den angivelige konflikt har fundet sted for nu 2 ½ år siden, hvorfor ansøgeren ikke er særligt profileret i forhold til Al-Shabaab. Hertil kommer, at det område, hvor ansøgeren opholdt sig, efter nævnets baggrundsoplysninger nu er under kontrol af Amison. Ansøgeren har efter sin egen forklaring i ca. 4 år uden problemer levet med sin mor og 4 børn siden ægtefællens forsvinden, ligesom hendes svoger bor tæt på familiens bopæl. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke er uden mandligt netværk i Somalia. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2019/77/STRAA