Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk somali og tilhører hovedklanen Darood, subklanen [...] og familieklanen [...]. Klageren er muslim fra byen [...] i Gedo-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at al-Shabaab vil fuldbyrde en dom, som de har idømt ham. Endvidere frygter klageren [x’s] tidligere ægtefælle. Til støtte for sit asylmotiv om sin frygt har klageren oplyst, at han forelskede sig i en pige, [x], som han blev hemmeligt gift med omkring to måneder efter de mødte hinanden. Både klageren og [x] havde tidligere været gift. Parret blev viet i skjul, hvilket ikke var usædvanligt, men dog var blevet ulovligt efter al-Shabaab havde fået magten i området. En dag kontaktede [x] klageren via Facebook og oplyste, at hun var blevet truet af sin tidligere ægtefælle og derfor var flygtet. [x] rådede klageren til at gøre det samme. Han nåede dog ikke at flygte, inden fem til seks personer fra al-Shabaab opsøgte ham på hans bopæl og tog ham med. Herefter blev klageren fængslet i omkring to uger, hvorefter han blev stillet for en dommer. Under retssagen nægtede klageren sig skyldig, men blev alligevel dømt til døden ved stening. [y], en slægtning til klageren, stillede sig som garant for klageren, hvorfor klageren blev løsladt. Det var [x’s] eksmand, som fortalte al-Shabaab om den hemmelige vielse. Efter sin løsladelse flygtede klageren fra Somalia ved hjælp fra [y]. [y] er senere blevet slået ihjel af al-Shabaab, fordi de mistænkte ham for at samarbejde med regeringen.Udlændingestyrelsen meddelte [efteråret 2014] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt, men Udlændingestyrelsen kunne ikke lægge klagerens forklaring om sine individuelle konflikter i Somalia til grund. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge klagerens forklaring om sine individuelle konflikter i Somalia til grund. Flygtningenævnet henviser herved de grunde, der er anført i Udlændingestyrelsens afgørelse af [sommeren 2017]. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han på grund af sine individuelle forhold ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller for overgreb, jf. udlændingelovens § 7 stk. 1, eller 2. Flygtningenævnet finder endvidere ikke efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at den generelle situation i klagerens hjemområde i Somalia er af en sådan karakter, at klageren alene under henvisning hertil ikke vil kunne sendes tilbage til Somalia. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at forholdene er forbedret siden klagerens udrejse, og at forbedringen – uanset at forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige – ikke er af helt midlertidig karakter. En tilbagesendelse af klageren til Somalia udgør derfor ikke en krænkelse af EMRK artikel 3. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født i Somalia, hvor han har boet indtil sin udrejse som ca. 27-årig, og han har siden 2014 opholdt sig i Danmark. Han taler somalisk. Klageren har oplyst, at han har bestået Dansk Prøve 2 og gik i 2017 på [et uddannelsessted]. Han er sund og rask. Klageren har oplyst, at han er viet til en herboende kvinde, men ægteskabet er ikke registreret i Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet og konkret vurdering af klagerens forhold, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/76/AJEV
