Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunnimuslim fra Bardheere, Gedo regionen, Somalia. Klageren tilhører hovedklanen [A] og familieklanerne […] og […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter [B]-klanen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far ejede jord. Han var forretningsmand. Da klageren var ni år gammel, blev klagerens far dræbt af [B]-klanen, fordi han ikke ville aflevere skødet på det jord, som han ejede. [B]-klanen ønskede at overtage jorden. Familiens tilværelse blev dermed ødelagt. Da klageren tilhørte en mindre klan, ville ingen hjælpe dem. Bardheere er [B]-klanens område. Klageren var på dette tidspunkt meget ung, og hans mor var bekymret på hans vegne. Moren sendte klageren med klagerens morbror til Yemen. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet lægger, trods mindre divergenser, i det væsentlige klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke at kunne lægge til grund, at der er tale om en aktuel konflikt, idet konflikten opstod, da klageren var ni år i 2002, ligesom Flygtningenævnet ikke finder, at konflikten har en sådan karakter og intensitet, at den er asylbegrundende. Flygtningenævnet har i den forbindelse tillige lagt vægt på, at [B]-klanen efter overtagelsen af jorden kun har opsøgt familien en gang, og at familien kunne blive boende i deres hus efter, at [B]-klanen havde overtaget jorden, uden at [B]-klanen efterstræbte klageren. Flygtningenævnet lægger efter de foreliggende baggrundsoplysninger til grund, at AMISON siden juli 2015 de facto har udøvet kontrollen i Bardheere, og at situationen er forbedret på en sådan måde, at klageren ikke længere risikerer at blive udsat for overgreb i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som følge af sin blotte tilstedeværelse i Bardheere. Flygtningenævnet er opmærksom på, at situationen fortsat er alvorlig, skrøbelig og uforudsigelig. Det er Flygtningenævnets vurdering, at forbedringerne i Bardheere ikke er af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at klageren er profileret i en sådan grad i forhold til al-Shabaab eller andre grupper i Somalia, at dette kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder efter en konkret og samlet vurdering af klagerens personlige forhold i Danmark og Somalia ikke, at det må antages at virke særligt belastende for klageren at inddrage hans opholdstilladelse, navnlig på grund af de forhold som er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på varigheden af klagerens ophold i Danmark, samt på, at klageren kun har haft en fast tilknytning til arbejdsmarkedet i en periode på halvandet år. Det forhold, at klageren har bestået en prøve i dansk 1, findes ikke at kunne føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at klagerens øvrige tilknytning til Danmark, herunder det forhold, at han har venner og kolleger i Danmark, som han er sammen med i weekenden, og at han hjælper til med at dele mad ud til hjemløse en gang om måneden, kan ændre herved. Yderligere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at klageren ikke har familiemæssig tilknytning til Danmark. Det forhold, at klagerens familie bor i Yemen, og at han ikke har familie tilbage i Somalia, findes heller ikke at ændre herved. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/73/HHU
