Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk […] og muslim af trosretning fra [by], Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter myndighederne, al-Shabaab og lokalbefolkningen i Somalia, idet hans far er etnisk dansker. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin mors fjerne familie. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ikke har noget netværk i Somalia, som kan hjælpe ham med job og lignende, idet han ikke har noget klantilhørsforhold. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter de generelle forhold i Somalia. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans forældre mødte hinanden i 1987, da hans far arbejdede for et dansk firma i Somalia. Ansøgerens far udrejste af Somalia grundet krigen i 1988. Ansøgeren var endnu ikke født på daværende tidspunkt. Ansøgeren og hans mor havde derefter ingen kontakt med ansøgerens far, før ansøgerens far fik genetableret kontakten gennem Røde Kors mellem 1993 til 1995. I 2004 tog ansøgeren og hans mor til den danske ambassade i Etiopien, idet de ville have tilladelse til at rejse til Danmark. De fik dog ikke tilladelse til at rejse til Danmark, hvorfor de rejste tilbage til Somalia. I 2007 blev ansøgeren på grund af krigen sendt til Etiopien af sin mor. Ansøgeren boede i Etiopien frem til 2009, hvorefter han tog til Kenya, hvor han opholdt sig indtil 2012. I 2012 rejste ansøgeren til Uganda, hvor han opholdt sig indtil 2014. I 2014 vendte ansøgeren tilbage til Somalia, hvor han opholdt sig frem til sin udrejse [i efteråret] 2015. Ansøgeren har videre oplyst, at han frygter de somaliske myndigheder, fordi de har stoppet ham flere gange og bedt ham om at bevise sin identitet. Ansøgeren gav dem nummeret til sin ven, hvorefter han fik lov til at gå. Ansøgeren har endvidere oplyst, at al-Shabaab anser ham som værende vantro, og at han ikke tror, at han har en chance for at overleve al-Shabaab på grund af sin etniske oprindelse, idet han har set, hvordan al-Shabaab behandler andre. Ansøgeren har videre oplyst, at lokalbefolkningen har kaldt ham for uægte, beskyldt ham for at være spion og for at være født som værende vantro. Ansøgeren har endelig oplyst, at hans mor har fortalt ham, at han ikke skulle gå ud, idet nogle fra hendes fjerne familie ville gøre ansøgeren ondt. Ansøgerens mors nære familie har ikke hjulpet eller støttet ansøgeren, når han havde behov herfor. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sine asylmotiver til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at nogen af ansøgerens asylmotiver er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens frygt for de somaliske myndigheder er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder således ikke, at det forhold, at ansøgeren er blevet stoppet af de somaliske myndigheder og er blevet bedt om at bekræfte sin identitet, er asylbegrundende, idet det alene beror på ansøgerens formodning, at det skyldes ansøgerens etniske oprindelse. Flygtningenævnet har samtidig lagt vægt på, at ansøgeren i forbindelse hermed ikke er blevet udsat for fysiske overgreb og har fået lov til at gå efter at have forevist id. Forholdet har derfor ikke en sådan karakter og intensitet, at det er asylbegrundende efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgerens frygt for al-Shabaab i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring ikke på noget tidspunkt har haft en individuel og konkret konflikt med al-Shabaab, men at det alene beror på hans formodning, at han, hvis han støder på al-Shabaab, ikke ville kunne overleve. Samtidig finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens frygt for lokalbefolkningen i sig selv er asylbegrundende. Ansøgeren har forklaret, at han siden sin barndom er blevet chikaneret af lokalbefolkningen ved nedsættende bemærkninger og udstødelse, og at han også på et tidspunkt er blevet stukket med en kniv af en mand på gaden, men ansøgeren har forklaret, at sidstnævnte forhold er afsluttet. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at disse forhold har en sådan intensitet, karakter og aktualitet, at de er omfattet af udlændingelovens § 7. Yderligere finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgerens frygt for sin mors nære og fjerne familie er asylbegrundende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft konkrete problemer med disse familiemedlemmer, men at han har følt sig udstødt og ikke føler, at han har kunnet opnå den fornødne hjælp og støtte fra disse familiemedlemmer. Det forhold, at ansøgerens nu afdøde mor tidligere har fortalt ham, at familiemedlemmerne ville ham det ondt, og at han skulle blive indenfor, findes ikke at kunne ændre herved. Flygtningenævnet vurderer ikke, at dette har en sådan karakter og intensitet, at de er omfattet af udlændingelovens § 7. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet ikke, at de generelle forhold i [by] i regionen Ceel-Dheer i Somalia er af en sådan karakter, at ansøgeren alene som følge af sin blotte tilstedeværelse i området risikerer overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet ikke, at kunne lægge til grund, at ansøgeren ikke frit vil kunne indrejse i Somalia, ligesom forholdene i Somalia ikke er til hinder for en sådan indrejse. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/72/SHH
