soma20197

​Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er lovligt indkaldt til nævnsmødet, og der foreligger ikke oplysninger om, at hun har lovligt forfald. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at udsætte sagens behandling. Klageren tilhører hovedklanen Hawiye og subklanerne […], […] og […]. Hun er sunnimuslim, født i Mogadishu, Banaadir-regionen, Somalia, og opvokset i [bynavn], Hiran, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive stenet af al-Shabaab. Hun har til støtte herfor oplyst, at hun i [sommeren] 2012 blev gift med en mand, efter at hendes første ægtefælle var afgået ved døden i 2009. De hemmeligholdt vielsen, fordi klageren frygtede, at hendes far ville nægte hende at blive gift. Da klageren havde været gift i omkring et år, ønskede en fra al-Shabaab at blive gift med klageren. Klageren fortalte i den forbindelse sin far, at hun allerede var blevet gift med en anden uden hans tilladelse. Klageren blev [ultimo] 2013 hentet af al-Shabaab på sin bopæl og tilbageholdt. Hun blev efterfølgende dømt til døden ved stening. Udlændingestyrelsen meddelte [dato i sommeren] 2014 (berigtiget [dato i foråret] 2016) klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at klageren i forbindelse med partshøring den [dato i sommeren] 2017 har oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hendes datter vil blive tvangsmæssigt omskåret. Hun har redegjort nærmere for baggrunden herfor og herunder udtalt sig om sine muligheder for at modsætte sig en tvangsmæssig omskæring af datteren. Disse oplysninger er også indgået i Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i efteråret] 2017. Flygtningenævnet finder herefter, at spørgsmålet om risikoen for tvangsmæssig omskæring af datteren kan inddrages i sagens behandling for Flygtningenævnet uanset advokatens fuldmagtsforhold vedrørende datteren. Da klageren ikke har givet møde for nævnet, og da der ikke i det skriftlige indlæg, der er fremsendt af advokaten, er fremkommet væsentlige nye oplysninger, lægger nævnet de samme faktiske forhold til grund, som fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i efteråret] 2017. Af de af Udlændingestyrelsen anførte grunde tiltræder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia risikerer asylbegrundende forfølgelse. Særligt finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at klageren efter at være blevet fængslet og dødsdømt efterfølgende skulle være blevet løsladt af helbredsgrunde og have fået lov til i længere tid at opholde sig ubevogtet på et hospital. Særligt vedrørende risikoen for tvangsmæssig omskæring af klagerens datter lægger Flygtningenævnet vægt på, at klagerens ægtefælle har forklaret, at han er modstander af tvangsmæssig omskæring og at han ville kunne modsætte sig dette. Klageren har forklaret, at også hun er modstander af omskæring. Under disse omstændigheder kan den påberåbte frygt for tvangsmæssig omskæring af datteren ikke tillægges afgørende betydning. Der er herefter ikke grundlag for hjemvisning til Udlændingestyrelsen. Vedrørende klagerens tilknytning til Danmark, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at klageren i henhold til CPR-registeret har været forsvundet siden [dato i sommeren] 2018. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren på nuværende tidspunkt nødvendigvis opholder sig i Danmark. Klageren indrejste i Danmark som [voksen] og har frem til [sommeren] 2018 opholdt sig i Danmark i omkring fire år og tre måneder. Klageren har ikke opnået nogen fast tilknytning til arbejdsmarkedet og har ikke gennemført nogen uddannelse. Det er tillige lagt til grund, at klageren ikke har opnået noget kendskab af betydning til det danske sprog. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at en manglende forlængelse af klagerens opholdstilladelse vil virke særligt belastende. Flygtningenævnet tiltræder herefter Udlændingestyrelsens afgørelse om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen indledningsvis den [dato i sommeren] 2014 meddelte klageren opholdstilladelse med en varighed på 5 år. Udlændingestyrelsen berigtigede den [dato i foråret] 2016 afgørelsen af [dato i sommeren] 2014, således at den tidsbegrænsede opholdstilladelse gjaldt for 2 år. Spørgsmålet om hvorvidt Udlændingestyrelsen gyldigt kunne foretage denne berigtigelse med den virkning, at varigheden af klagerens opholdstilladelse forkortedes væsentligt, er ikke indbragt for Flygtningenævnet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/7/DH