Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er muslim fra [en mindre landsby], Middle Shabelle, Somalia. Hun tilhører hovedklanen Hawiye, subklanen Galjecel, subsubklanen Barsane og familieklanen […]. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle begyndte at arbejde som soldat i hæren. En uge efter at klagerens ægtefælle påbegyndte sit arbejde som soldat, begyndte klageren at modtage tekstbeskeder fra al-Shabaab, hvori der stod, at hendes ægtefælle skulle stoppe med sit arbejde, og at han ellers ville blive slået ihjel. Klageren fortsatte herefter med at modtage tekstbeskeder. Hun modtog omkring 100-200 beskeder i alt. To til tre måneder efter at klageren var begyndt at modtage tekstbeskeder, opsøgte al-Shabaab klageren på hendes bopæl. Al-Shabaab spurgte, hvorfor klageren ikke havde svaret på deres tekstbeskeder, og fortalte hende, at hun skulle giftes med en af dem, da hendes ægtefælle var vantro. Efterfølgende flygtede klageren ud af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til hjemområdet i Somalia risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren har forklaret divergerende og dermed utroværdigt om centrale dele af sit asylmotiv, herunder om antallet af sms’er fra al-Shabaab, hvor lang en periode hun modtog sms’erne over, antal af al-Shabaab-medlemmer, der opsøgte hende, og hvorvidt hun fik stukket en pistol i munden af al-Shabaab eller ej. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia bevirker, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Ifølge baggrundsoplysningerne er området, hvor [klagerens landsby] ligger, under indflydelse af AMISON/de somaliske regeringstropper, mens nærområdet er under indflydelse af både AMISON/de somaliske regeringstropper og al-Shabaab. Al-Shabaab udfører angreb i de byer, de ikke kontrollerer, men disse angreb er ikke direkte rettet mod civilbefolkningen, men derimod målrettet profilerede personer. Uanset om klagerens hjemby måtte være under al-Shabaabs kontrol, finder Flygtningenævnet, at dette forhold ikke kan føre til en ændret vurdering, idet ophold i al-Shabaab kontrollerede områder efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke er tilstrækkelig til at opnå asyl. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet endvidere, at de generelle forhold i [klagerens landsby] er forbedret siden klagerens udrejse, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes endvidere ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til [klagerens landsby] ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren, der nu er 33 år, er født og har boet i [sin landsby] i Somalia frem til sin udrejse som 27-årig i 2013. De fire ældste af hendes fem børn er født i Somalia. Hendes familiemæssige netværk i Danmark omfatter hendes ægtefælle og parrets børn, som i 2014 blev familiesammenført med klageren, og som vil kunne udrejse sammen med hende. Klageren har opholdt sig i Danmark i nu over fem et halvt år. Klageren har oplyst, at hun ikke har bestået danskkursus. Hun har ikke haft nogen tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark, er ikke i gang med en uddannelse og har efter det oplyste ikke været aktiv i foreningslivet eller sit lokalområde. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for hende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ikke finder anledning til at tage stilling til klagerens mest subsidiære påstand om hjemvisning til Udlændingestyrelsen på grund af hendes frygt for tvangsmæssig omskæring af hendes fire mindreårige døtre ved en tilbagevenden til Somalia. Ansøgeren er således ikke mødt til nævnets behandling af sagen, men er registreret udrejst til udlandet i oktober 2018. Der er endvidere efter det oplyste ikke indgivet selvstændige asylansøgninger for døtrene, der er registreret udrejst til udlandet samtidig med klageren. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/68/EMU
