Nævnet omgjorde i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunni-muslim af trosretning fra Bardheere i Gedo-regionen. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren frygter endvidere, at det somaliske militær vil tvinge ham til at arbejde for dem. Klageren frygter endvidere krigen i sit hjemområde, og at han ikke har noget at vende tilbage til, hvorfor han skal starte forfra i Somalia. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han i [foråret] 2013 blev anholdt af otte bevæbnede mænd fra al-Shabaab. Under anholdelsen blev klagerens far slået ihjel. Klageren blev ført til et af al-Shabaabs fængsler, hvor han blev forsøgt hjernevasket. Efter 10 dage i fængslet blev klageren løsladt, idet al-Shabaab fandt, at han var skadet og psykisk ustabil. Klagerens onkel arrangerede herefter klagerens udrejse af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet styrelsen kunne lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen i det væsentlige forekom sammenhængende. Flygtningenævnet finder fortsat at kunne lægge klagerens forklaring til grund, men finder ikke, at klageren på nuværende tidspunkt er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at AMISOM efter de foreliggende baggrundsoplysninger har kontrollen i klagerens hjemområde. Efter klagerens egen forklaring blev han pågrebet af al-Shabaab som led i en generel rekrutteringskampagne og fik lov til at gå, da al-Shabaab ikke skønnede at kunne bruge ham i kamp. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er gået omkring seks år siden, klageren blev pågrebet. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke grundlag for at antage, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemområde vil være således profileret, at han vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at de generelle forhold i klagerens hjemområde i sig selv er asylbegrundende. Betingelserne for inddragelse er herefter opfyldt. Spørgsmålet er herefter, om en inddragelse kan antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder, at dette er tilfældet for klageren. Flertallet har herved lagt vægt på, at klageren taler dansk på et sådant niveau, at nævnsmødet har kunnet gennemføres på dette sprog, at klageren har fast arbejde, at han har gennemført flere uddannelser, været aktiv som frivillig, herunder som besøgsven, for Røde Kors og været medlem af et politisk parti i tre år. Klageren har endvidere tilknytning til en dansk plejefamilie og har en del danske venner. Flertallet lægger endvidere vægt på, at klageren efter det oplyste, hvis far er blevet skudt af al-Shabaab, ikke har kontakt til sin mor eller søskende, hvilken kontakt blev afbrudt allerede inden udrejsen i forbindelse med forældrenes skilsmisse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 21. december 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/61/MGO
