Koens og aeresrelateret forfoelgelse Aegteskabelige forhold
Inddragelse Naegtelse af forlaengelse
Nævnet omgjorde i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af op-holdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstil-ladelse jf. udlændingelovens 7, stk. 2. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og sunnimuslim fra [A], Somalia. Klageren tilhører klanen [B]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ved sin indrejse i Danmark henviste klageren til, at han ved en tilbagevenden til So-malia frygtede, at han ville blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi han flygtede fra deres træning, som han havde skrevet sig op til at deltage i. Klageren henviste endvidere til, at han frygtede sin tidligere ægtefælles familie, idet han siden 2010 havde haft konflikter med dem. Til støtte for sit asylmotiv oplyste klageren, at han og de andre elever på hans skole blev tvunget til at skrive sig på en liste, hvorefter de i grupper ville blive indkaldt til at deltage i træning hos al-Shabaab. Da klageren kom hjem fra skole fortalte sin mor, at han ikke ville kæmpe for al-Shabaab. De følgende tre dage gik klageren i skole, hvorefter han blev hentet af en mand ved navn [C], som klagerens morbror havde sendt. [C] hjalp klageren med at udrejse af Somalia [i efteråret] 2010. Efter udrejsen har klageren fået at vide, at hans bopæl er blevet opsøgt af hans skolelærer og nogle personer fra al-Shabaab, som har spurgt efter klageren. Klageren er [i sommeren] 2017 blevet partshørt over de generelle forhold i Somalia. Klageren har i partshøringen henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at han vil blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælles familie, fordi han har vanæret dem. Klageren har herom oplyst, at han blev tvunget til at indgå ægteskab med en pige, som han ikke var forelsket i. Efter kort tids ægteskab fik klageren problemer med al-Shabaab. Klageren opholdt sig derfor i skjul hos sin kæreste. Efter nogle dage fandt al-Shabaab klageren, og alle i byen fandt ud af, at klageren havde været sammen med en kvinde, som han ikke var gift med. Klageren blev derfor dømt til døden og er eftersøgt af sin tidligere ægtefælles klan. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Afgørelsen er ikke begrundet nærmere, men det fremgår af tilladelsesresolution fra [foråret] 2013, at tilladelsen er givet med følgende begrundelse: ”På trods af, at ansøger har forklaret usammenhængende på visse punkter, lægger Udlændingestyrelsen hans forklaring til grund. Vi finder herefter, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være omfattet af udlændingelovens § 7”. Flygtningenævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen klagerens forklaring om den del af det oprindelige asylmotiv, der vedrører hvervningen til al-Shabaab, til grund, idet forklaringen i al væsentlighed har været konsistent og uden væsentlige divergenser. Nævnet lægger således til grund, at klageren forud for udrejsen via sin skole var blevet forsøgt hvervet af al-Shabaab, idet han havde været nødt til at skrive sig på en liste med henblik på at deltage i al-Shabaabs træning, men at han udrejste kort før, træningen gik i gang. Disse hændelser fandt sted i 2010, og klageren var en blandt mange, der blev forsøgt hvervet. Han satte sig ikke op mod kravet om at deltage i træningen, men udrejste i stedet kort efter. Det er endvidere godt 8-9 år siden, klagerens mor er blevet opsøgt. Henset til, at klageren aldrig konkret har haft konflikter med al-Shabaab, den tid der er gået siden udrejsen, og at han var en blandt mange, der blev hvervet, er det ikke sandsynliggjort, at han har en aktuel konflikt med al-Shabaab, og dermed heller ikke, at han kan anses for at være profileret i forhold til dem. Om den del af klagerens asylmotiv, der vedrører konflikten med eksfamilien, skal nævnet bemærke, at nævnet lægger klagerens oprindelige forklaring om forholdet til ekssvigerfamilien til grund, herunder at der ikke var en aktuel konflikt som følge af skilsmissen mellem ham og Sumaya, idet det var hende, der ønskede skilsmisse. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren i samtalen med advokaten forud for mødet i nævnet har forklaret, at han overdrev, da han i forbindelse med inddragelsessagen for-klarede, at eksfamilien havde truet ham, og at dette skyldtes, at han var nervøs. Det bemærkes vide-re, at det alene beror på klagerens formodning, at han i dag som følge af de forøgede spændinger mellem klanerne vil have en konflikt med svigerfamilien, hvis han vender tilbage. Klageren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af hans individuelle forhold. Klagerens hjemby [A] har gennem flere år har været under kontrol af AMISOM, og det har således gennem længere tid har været styrker, der er imod al-Shabaab, der de facto har udøvet kontrollen i byen. Flygtninge-nævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at situationen i [A] er ændret, således at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb efter EMRK artikel 3. For-holdene er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedrede, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne fin-der Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til [A] ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet finder i den forbindelse ikke, at den blotte omstændighed, at klageren har opholdt sig i Danmark i knap 7 år vil gøre ham profileret i forhold til al-Shabaab, eller at han af den grund vil være i risiko for for-følgelse eller overgreb. Flygtningenævnet skal i den forbindelse bemærke, at det af de nyeste bag-grundsoplysninger fremgår, at al-Shabaab har skiftet strategi fra vilkårligt at angribe civilbefolknin-gen og til i højere grad at foretage målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom det er ind-gået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Selvom al-Shabaab i et vist omfang måtte være til stede i klagerens nærområde, kan dette ikke begrunde asyl, idet nævnet i den forbindelse også har tillagt det betydning, at klageren fra sit liv i Somalia frem til udrejsen har erfaring med at leve i et område under al-Shabaabs kontrol, ligesom nævnet som anført ovenfor har lagt til grund, at klageren er uprofileret. Med hensyn til, om en næg-telse af at forlænge klagerens opholdstilladelse må antages at ville være særligt belastende bemær-kes, at klageren har opholdt sig i Danmark i mere end 6 år. Han har ikke familie i Somalia længere, og han har bestået prøve i Dansk 2 og har bestået forskellige enkeltfagskurser på VUC. Han blev ansat i firmaet [D] som ufaglært smed [i begyndelen af efteråret] 2017, og er fortsat ansat, idet han med [D] har indgået en uddannelsesaftale som voksenlærling [i vinteren] 2019, hvorefter han i peri-oden fra den [vinteren] 2019 til [vinteren] 2023 er optaget på smedeuddannelsen. Han har gennem-ført hovedparten af afhøringen i nævnet på dansk og derved demonstreret gode dansk kundskaber, ligesom han i sin fritid spiller fodbold og omgås sine danske arbejdskollegaer. Efter en samlet og konkret vurdering af oplysningerne om klagerens personlige forhold finder Flygtningenævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [fra efteråret] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingestyrelsens § 7, stk. 2.” soma/2019/57/LINB