Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er sunnimuslim af trosretning fra [mindre by], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælles familiemedlemmer, fordi hun bragte skam over deres familie. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Klageren gav ikke møde i forbindelse med sagens behandling i nævnet på trods af, at han ved brev afsendt fra Flygtningenævnet [i efteråret] 2018 behørigt er blevet indkaldt til nævnsmødet. Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at klagerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge klagerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund, idet den på centrale punkter indeholder divergenser. Hun har således blandt andet forklaret divergerende om længden om sit samliv med ægtefællen ligesom hun har forklaret modstridende om hvornår hun blev opsøgt af sin ægtefælles søstre og bror, hvor ofte hun blev opsøgt af dem og hvad der skete under opsøgningerne. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse fra sin svigerfamilie omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning for at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse vil udgøre en krænkelse af den Europæiske menneskerettighedskonvention artikel 3. Efter en samlet vurdering af de foregående baggrundoplysninger finder Flygtningenævnet, at forholdene i det sydlige og centrale Somalia er forbedret siden klageren blev meddelt opholdstilladelse, således at betingelserne for nu at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1. Herefter skal nævnet endelig vurdere, om en nægtelse af forlængelse vurderes at ville virke særligt belastende for klageren under hensyn til de momomenter, der er opregnet i udlændingelovens § 26, stk. 1. Efter de foreliggende oplysninger klagerens tilknytning til Danmark og Somalia findes dette ikke at være tilfældet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/50/CHA
