soma201949

Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Klageren er etnisk ajuuran og muslim fra Jilib, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv.  Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter al-Shabaab, idet han har nægtet at tilslutte sig gruppen. Han har endvidere henvist til, at han frygter en klan ved navn Shekal, der har overtaget hans families jord efter hans fars død i år 2015. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at al-Shabaab i starten af 2012 kom til hans skole for at rekruttere eleverne. Klageren ønskede ikke at tilslutte sig al-Shabaab. Klageren blev en dag slået af medlemmer fra al-Shabaab, fordi han ikke deltog i deres fælles orienteringer. Klagerens bror blev også fængslet, fordi al-Shabaab mistænkte ham for at samarbejde med den somaliske regering. Efter brorens løsladelse blev han skudt i kravebenet angiveligt af al-Shabaab. Ca. 6-8 måneder efter blev klagerens anden bror dræbt af al-Shabaab på grund af de aktiviteter, han lavede med unge i samfundet. Efter disse konflikter med al-Shabaab blev klageren og hans familie bange, og klagerens far besluttede, at familien skulle forlade området. Klageren udrejste ca. en til to uger efter. Klageren har endvidere henvist til, at en familie fra klanen Shekhal har overtaget en del af klagerens families jord efter hans fars død. En af klagerens brødre ville ikke acceptere, at de overtog jorden, hvilket førte til, at familien fra Shekhal-klanen truede med, at de ville komme efter klagerens familie. Udlændingestyrelsen meddelte [ultimo 2014] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen om hans individuelle asylmotiv til grund. Flygtningenævnet henviser herved til det, der anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [ultimo 2017]. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han på grund af sine individuelle forhold ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for forfølgelse eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at den generelle situation i klagerens hjemområde er af en sådan karakter, at klageren alene under henvisning hertil ikke vil kunne sendes tilbage til Somalia. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger om klagerens hjemområde sammenholdt med at klageren må anses for uprofileret i forhold til al-Shabaab. Klageren har boet i Danmark i ca. 4 ½ år og har ikke fast tilknytning til det danske arbejdsmarked. Ansøgeren var på tidspunktet for samtalen i Udlændingestyrelsen i gang med at tage 9. klasse på VUC og var sund og rask. Klageren har ingen familie i Danmark. Klageren har boet i Jilib, Somalia, fra han var lille og frem til sin udrejse i 2012. Han har fortsat en søster i Jilib og en bror, der bor sammen med klagerens moster i Mogadishu. Ansøgeren har endvidere efter det oplyste flere onkler i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet og konkret vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [ultimo 2017].” soma/2019/49/smla