Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og sunnimuslim fra Marka, Somalia. Ansøgeren tilhører klanen Reer Xamar. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i Somalia frygter at blive slået ihjel, fængslet eller afpresset af de somaliske myndigheder, idet han ikke kan sproget, ikke kender kulturen og hverken har familie eller klan i landet. Herudover har ansøgeren henvist til de generelle forhold i Somalia. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren oplyst, at han i forbindelse med udsendelsen til Somalia den 31. januar 2018 blev interviewet af de somaliske immigrationsmyndigheder i Mogadishu, hvor ansøgeren fortalte dem, at han ikke havde nogen familiemedlemmer i landet, og at han ikke betragtede sig selv som somalier. En myndighedsperson oplyste, at han på denne baggrund ville blive slået ihjel. Ansøgeren fremlagde en fødselsattest udstedt i Saudi Arabien for de somaliske immigrationsmyndigheder, hvilket førte til, at de ikke ville modtage ham, da der var tvivl om hans identitet. Ansøgeren overnattede i lufthavnen i Mogadishu en nat, inden han rejste tilbage til Danmark. Ansøgeren blev låst inde i en lille celle. Der var hverken møbler eller toilet i cellen, hvorfor ansøgeren betalte 150 USD, mens ansøgerens mor overførte 100 USD, således at ansøgeren kunne undgå at opholde sig i cellen. Dagen efter blev ansøgeren ledsaget tilbage til Danmark af danske betjente. Efter ansøgerens ankomst til Danmark har hans mor fået adskillige opkald fra ukendte personer fra Somalia, som har truet og afpresset hende. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket ved ansøgerens inkonsistente forklaringer om sine sprogkundskaber og de øvrige foreliggende oplysninger herom, herunder iagttagelserne foretaget af politipersonalet som gengivet i rapporterne fra udsendelsen. Det svækker endvidere ansøgerens generelle troværdighed, at den saudiarabiske fødselsattest på ansøgeren først er fremlagt på et meget sent tidspunkt under sagens behandling, særligt henset til, at ansøgeren så tidligt som i 2012 blev udvist ved dom. Flygtningenævnet tiltræder efter oplysningerne om indholdet af den somaliske statsborgerskabslovgivning, at ansøgeren, uanset om han i overensstemmelse med den fremlagte fødselsattest måtte være født i Saudi-Arabien af somaliske statsborgere, er somalisk statsborger, og at han derfor asylretligt skal vurderes i forhold hertil. Der er derfor ikke grundlag for at foretage en asylretlig vurdering af ansøgeren i forhold til Saudi-Arabien. Ansøgerens klanforhold er nu blevet afdækket således, at det i hvert fald kan lægges til grund, at ansøgeren ikke ved sit tilhørsforhold til klanen ”Benadiri”/”Reer Xamar” tilhører en indflydelsesrig klan, jf. herved Dansk Flygtningehjælps temanotat fra november 2015: Klanmæssigt tilhørsforhold i det sydlige og centrale Somalia. Uanset den betydning, som klansystemet har i Somalia, er dette imidlertid ikke et forhold, der i sig selv kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke i øvrigt har sandsynliggjort, at han har behov for beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han har en konflikt med myndighederne eller personer i Somalia. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med udsendelsen til Somalia primo 2018 til grund. Ud over de forhold, som Udlændingestyrelsen har henvist til, har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har udbygget sin forklaring, idet han først under nævnsmødet har forklaret, at han i lufthavnen i Mogadishu også blev opsøgt af en ung mand på omkring 20 år, der krævede penge af ham. Nævnet finder endvidere, at det må anses for påfaldende, at det ikke er afspejlet i de rapporter, der er udarbejdet af det politipersonale, der deltog i udsendelsen af ansøgeren til Somalia, at en af de danske betjente blev oplyst om, at ansøgeren ikke ville kunne opholde sig i Somalia, fordi han ikke havde en klan og ikke kunne sproget, og at det heller ikke fremgår, at ansøgeren har oplyst til betjentene, at han var blevet afkrævet i alt 250 USD af personale i lufthavnen. Ansøgeren har imidlertid heller ikke gjort gældende, at begivenhederne i lufthavnen, uanset om de måtte blive lagt til grund, i sig selv udgør en krænkelse af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, som kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren har sandsynliggjort et beskyttelsesbehov, der kan danne grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, i kraft af sin forklaring og ansøgerens mors forklaring i nævnet om de trusler, der er fremsat over for ansøgerens mor i forbindelse med og i forlængelse af ansøgerens udsendelse til Somalia i januar 2018. Flygtningenævnet må ligesom Udlændingestyrelsen finde det påfaldende, at ansøgeren ikke selv har noget særligt godt konkret kendskab til indholdet af de trusler, der er fremsat over for moderen, særligt henset til at truslerne udelukkende angår hans person. Hertil kommer, at der ikke på noget tidspunkt er fremsat trusler direkte over for ansøgeren. Det må endvidere anses for påfaldende, at de personer, der angiveligt har afpresset og truet ansøgerens mor, ikke har villet oplyse, hvor pengene skulle sendes hen, særligt da moderen under en telefonsamtale oplyser, at hun har pengene og gerne vil betale. Det fremstår endvidere påfaldende, at truslerne mod og afpresningen af ansøgerens mor navnlig har fundet sted efter, at ansøgeren er vendt tilbage til Danmark og således ikke længere var inden for de pågældende personers rækkevidde. Hertil kommer, at moderens oplysninger under sin forklaring i nævnet om antallet af trusler i perioden efter ansøgerens udsendelse til Mogadishu og frem til, at moderen begyndte at optage telefonsamtalerne, ikke fremstår konsistente, idet hun over for ansøgerens advokat angiveligt har oplyst, at hun blev kontaktet to gange på telefonen, mens hun over for nævnet har forklaret, at hun i denne periode blev kontaktet tre til fem gange om dagen. Moderen er endvidere ikke blevet kontaktet efter, at hun har skiftet telefonnummer. Flygtningenævnet kan på denne baggrund heller ikke lægge denne del af ansøgerens asylmotiv til grund. De foreliggende oplysninger om TV2’s kontakter til myndighederne i Somalia og den somaliske ambassade i Bruxelles kan desuden ikke føre til et andet resultat. Det forhold, at ansøgeren under sagens behandling ved de danske udlændingemyndigheder således uretmæssigt måtte have beskyldt myndighedspersonale i lufthavnen i Mogadishu for at have begået strafbart forhold over for ansøgeren, og at denne oplysning er viderebragt af TV2, indebærer således efter nævnets opfattelse ikke en sådan eksponering af ansøgeren og bringer ham heller ikke i et sådant modsætningsforhold til de somaliske myndigheder, at dette kan føre til, at ansøgeren skal have opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Somalia er heller ikke af en sådan karakter, at dette i sig selv kan føre til beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det følger af det ovenfor anførte, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han vil befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og at der - i lyset af at forkastelsen af ansøgerens motiv for at søge opholdstilladelse i Danmark - heller ikke er noget til hinder for, at ansøgeren vil kunne udsendes til Somalia efter udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/45/2019/TBP
