Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen [A] og er muslim fra [en mindre landsby], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har oprindelig som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af medlemmer af klanen [B]. Til støtte for dette asylmotiv har klageren oplyst, at hendes bopæl en aften i slutningen af 1991 blev opsøgt af nogle personer tilhørende klanen [B], som voldtog og dræbte klagerens datter, hvorefter de stjal familiens kreaturer. Idet borgerkrigen var brudt ud i Somalia, valgte klageren og hendes ægtefælle at forlade landet dagen efter overfaldet, idet de ikke mente, at det var sikkert for dem at blive. Flygtningenævnet finder, at klageren på nogle punkter har forklaret divergerende. Uanset om disse divergenser kan begrundes i, at begivenhederne ligger så langt tilbage, finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden nu efter mere end 25 år til sit hjemområde i Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, hverken begrundet i klanforhold eller konflikter med al-Shabaab. Udover den lange årrække har nævnet endvidere lagt vægt på klagerens beskedne profilering. Det tilføjes, at uanset al-Shabaabs tilstedeværelse i hjemområdet findes de generelle forhold ikke isoleret set at være asylbegrundende. Betingelserne for en inddragelse af klagerens opholdstilladelse findes derfor opfyldt, medmindre en inddragelse kan anses for at være særligt belastende ud fra kriterierne i udlændingelovens § 26, stk. 1. Dette findes ikke at være tilfældet. Det bemærkes i den forbindelse, at klageren under sit ophold i Danmark, hvor hun ikke har familie udover ægtefællen, alene har opnået en særdeles beskeden tilknytning til det danske samfund, at hun har boet i Somalia fra sin fødsel i […] til 1991, og at hendes ægtefælle i givet fald vil kunne udrejse sammen med hende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/40/CHHA