Nævnet omgjorde i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er somalisk statsborger, sunnimuslim, tilhører klanen Bandabow og er født og opvokset i Yemen. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har oprindeligt som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia risikerede at blive slået ihjel på grund af de generelle forhold i landet. Klageren har i forbindelse med inddragelsessagen i øvrigt henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Somalia, idet han aldrig har opholdt sig i Somalia og ikke har noget netværk i Somalia, ligesom han frygter at blive chikaneret, idet han taler somali med accent. Klageren har endvidere oplyst, at hans far i 2009 rejste tilbage til Somalia med henblik på at undersøge, om familien kunne tage ophold i Somalia, men faren blev angiveligt slået ihjel under sit ophold der. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Imidlertid finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i Somalia, om end fortsat vanskelige, ikke længere i sig selv er til hinder for en inddragelse. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en indrejse i Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, idet bemærkes, at oplysningerne om drabet på faren i 2009 ikke findes at medføre nogen ændring i denne vurdering. Flygtningenævnets flertal finder imidlertid efter en afvejning af de samlede oplysninger om klagerens forhold, at det må antages at virke særligt belastende for klageren at inddrage hans opholdstilladelse navnlig på grund af de hensyn, som er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnets flertal har herved navnlig lagt vægt på, at klageren aldrig har været i Somalia, og at han ikke har nogen familiemæssig eller anden tilknytning til Mogadishu eller noget andet sted i Somalia, ligesom han ikke har noget netværk i Somalia, hvorimod han i Danmark har kontakt til sin onkel og dennes familie. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at klageren siden han blev meddelt opholdstilladelse [i starten af] 2014 har haft flere praktikophold, og at hans seneste praktikophold i [vinteren] 2016 førte til en fastansættelse, som stadig består. Flertallet har derudover lagt vægt på, at klageren har oplyst, at han ønsker at uddanne sig inden for den branche, hvor han nu er ansat, og at han har en forventning om, at han vil kunne få en elevplads på sin nuværende arbejdsplads. Flygtningenævnets flertal har endelig tillagt det vægt, at klageren har oplyst, at han udover sin onkel i Danmark har et netværk af både udenlandske og danske venner som han omgås med i sin fritid, samt at han er forlovet med en dansk statsborger. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af […] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/39/CHHA
