Nævnet meddelte i januar 2019 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger samt fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen [klannavn], underklanen [klannavn] og er sunnimuslim af trosretning fra [by], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han er flygtet fra dem. Klageren har videre oplyst, at han frygter at blive genkendt, fordi han mangler fingrene på højre hånd. Klageren har i den forbindelse oplyst, at skaderne viser, at han har haft en konflikt med al-Shabaab. Klageren har endvidere oplyst, at han tilhører en mindretalsklan, som er uden indflydelse, hvorfor klanen ikke kan beskytte ham. Klageren har i den forbindelse oplyst, at flere af klanmedlemmerne har tilsluttet sig al-Shabaab, hvorfor han frygter, at medlemmer fra hans egen klan vil angive ham til al-Shabaab. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge klagerens forklaring om sit oprindelige individuelle asylmotiv om konflikten med al-Shabaab til grund, idet klageren har forklaret uoverensstemmende om en række helt centrale forhold vedrørende denne konflikt. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om situationen i Somalia, som er gengivet i Udlændingestyrelsens afgørelse, at der er indtrådt en forbedring af de generelle forhold i klagerens hjemegn, og at denne forbedring ikke kan antages at være af helt midlertidig karakter. Der kan således ikke længere lægges til grund, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det er indgået i denne vurdering, at klagerens hjemområde [by] er under fortsat indflydelse af al-Shabaab, og at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at der i de områder, som al-Shabaab kontrollerer, sker brud på menneskerettighederne. Det må imidlertid endvidere lægges til grund, at al-Shabaabs måde at operere på har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være mere målrettede angreb mod profilerede personer, ligesom sådanne angreb ikke foretages i de områder, hvor al-Shabaab har kontrollen, jf. herved Udlændingestyrelsens fact-finding rapport fra september 2015. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at det ikke kan lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren, der i dag er 28 år gammel, har siden [foråret] 2012 opholdt sig i Danmark. Det må efter de lægelige oplysninger i sagen lægges til grund, at ansøgeren har en alvorlig psykisk lidelse i form af psykose, PTSD og paranoid skizofreni, ligesom han mangler fingrene på højre hånd. Efter oplysningerne om navnlig klagerens svære sindssygdom og hans personlige forhold i øvrigt, finder nævnet, at en manglende forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, og at betingelserne for at nægte en sådan forlængelse derfor ikke er opfyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 27. september 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2019/30/SHH
