Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er muslim fra [mindre by], Somalia. Klageren tilhører klanen [A]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive udsat for repressalier af al-Shabaab, idet klageren ikke ønskede at tilslutte sig grupperingen. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at al-Shaabab i 2004 forsøgte at tvangsrekruttere ham til deres gruppering, idet de ønskede, at klageren skulle transportere våben for dem. Da klageren nægtede, slog al-Shabaab klagerens far ihjel, hvorefter klageren udrejste af Somalia. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til grund, idet han har afgivet divergerende og udbyggende forklaringer. Som det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse har klageren forklaret divergerende om, hvilke fysiske overgreb, hans familie blev udsat for af al-Shabaab, hvorvidt al-Shabaab var maskerede da de opsøgte familiens bopæl, om klagerens bror [C] var til stede ved den anden opsøgning, og om han ville blive belønnet, hvis han tilsluttede sig al-Shabaab. Disse divergenser svækker klagerens generelle troværdighed. Klageren har endvidere under mødet i Flygtningenævnet forklaret udbyggende med hensyn til, at hans ægtefælle er blevet voldtaget af al-Shabaab, og at hun som følge heraf har fået et barn, som nu er omkring ni år gammelt. Han har forklaret, at han fik dette at vide af sin ægtefælle, da han fik kontakt med hende i 2015. På trods heraf, har klageren ikke omtalt dette under samtalen med Udlændingestyrelsen [vinter] 2017. Klageren har endvidere afgivet divergerende oplysninger om, hvorvidt han har børn. Han har under samtalen [vinter] 2017 oplyst, at han ikke havde børn, idet hans første barn var afgået ved døden. Under mødet i Flygtningenævnet har han imidlertid forklaret, at han har to børn på 15 og ni år med en etiopisk kvinde, som nu bor i Storbritannien. Klageren har ikke under mødet i Flygtningenævnet været i stand til at forklare sammenhængende om sine familieforhold. Disse forhold svækker yderligere klagerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Det bemærkes i den forbindelse endvidere, at de nu foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i klagerens hjemområde i Somalia ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Betingelserne for inddragelse af klagerens opholdstilladelse er derfor opfyldt. Om klagerens tilknytning til henholdsvis Danmark og Somalia bemærkes, at han har opholdt sig i Danmark i mere end 6 år, at han har haft fast tilknytning til arbejdsmarkedet siden [sommer] 2017, og at han har bestået Prøve i Dansk 1. Klageren har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark, han er sund og rask, og er født og opvokset i Somalia, hvor han har boet indtil sin udrejse i 2004, og hvor hans tre brødre bor. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil virke særlig belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/108/GJEY