Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2016. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk somali og muslim, og ansøgeren er født og opvokset i Beledwayne, Somalia.  Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har oprindeligt som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Somalia, idet ansøgerens børn er udrejst, og at ansøgeren har dårligt helbred. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet forklaret, at hun ikke længere frygter al-Shabaab eller andre i Somalia, og at hun alene søger asyl som følge af sine helbredsmæssige forhold. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren ikke længere frygter al-Shabaab eller andre i Somalia. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens helbredsmæssige forhold ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at Flygtningenævnet ikke har kompetence til at tage stilling til, hvorvidt ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse efter andre, mere humanitært prægede, bestemmelser i udlændingeloven. Kompetencen hertil henhører under Udlændingestyrelsen og Udlændinge- og Integrationsministeriet. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at ansøgeren har søgt om humanitær opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, hvorfor ansøgeren har en verserende sag herom hos Udlændinge- og Integrationsministeriet. Flygtningenævnet finder endelig, at de generelle forhold i Somalia ikke i sig selv kan medføre, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det forhold, at ansøgeren er en enlig ældre kvinde kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren indtil sin udrejse har klaret sig selv i Somalia, ligesom det må antages, at ansøgeren i Somalia har et familiemæssigt netværk. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/105/GJEY