soma201899

Nævnet meddelte i november 2018 opholdstilladelse (K-status) til to børn fra Somalia. Ansøgerne er mindreårige. Ansøgerne er født i Danmark. Sagen blev sambehandlet med ansøgernes mors sag (soma/2018/98).
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren tilhører klanen […], subklan […], sub-subklan, […], familieklan […] og er sunnimuslim fra Lower Juba, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens far har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at ansøgeren vil blive omskåret. Ansøgerens far har videre henvist til, at han frygter, at ansøgeren bliver voldtaget, tvangsgiftet og ikke får et godt liv i Somalia. Ansøgerens far har til støtte herfor oplyst, at han ikke mener, at det vil være muligt for ham at modsætte sig, at ansøgeren bliver omskåret. Ansøgerens far har oplyst, at ansøgeren vil blive stigmatiseret, hvis hun ikke bliver omskåret. Ansøgerens far har videre oplyst, at klanen, familiemedlemmer og lokalsamfundet vil tvinge ansøgeren til at blive omskåret.  Ansøgerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at ansøgeren vil blive tvangsomskåret. Ansøgerens mor har til støtte herfor oplyst, at hun frygter, at ansøgeren bliver udstødt af samfundet, hvis hun ikke bliver omskåret. Vedrørende ansøgerens forældres frygt for tvangsomskæring af deres datter bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at udøvelsen af kvindelig omskæring i Somalia er et kulturelt fænomen, der er dybt forankret i det somaliske samfund og som sådan bredt accepteret i Somalia, og at omkring 95-99 % af alle kvinder i alderen 15-49 år er omskåret. Både ansøgerens mor og far har forklaret, at de er imod omskæring, og spørgsmålet for nævnet er herefter, om de vil være i stand til at modstå omgivelsernes ønske om at følge traditionen, hvorefter deres datter skal omskæres. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerens mor selv er omskåret, og at der er tradition for i forældrenes familier, deres respektive klaner samt hjemområde at omskære unge piger. Efter en samlet og konkret vurdering af ansøgerens forældres forklaringer og personlig fremtræden for nævnet, finder Flygtningenævnet, at de i givet fald ikke vil være i stand til at modsætte sig et ønske fra omgivelserne om omskæring af deres datter. Det tilføjes, at begge forældre overfor styrelsen og i forklaringerne for nævnet har givet udtryk for frygt for, at de ved en tilbagevenden til Somalia vil bukke under for omgivelsernes pres for at lade ansøgeren omskære. På denne baggrund finder nævnet, at ansøgerens forældre har sandsynliggjort, at deres datter ved en tilbagevenden til hjemlandet, vil være i risiko for at blive omskåret trods hendes forældres modstand. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. soma/2018/99 og soma/2018/100/LMD