Nævnet hjemviste i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen (A), underklan (B) og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, der ville rekruttere ham. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han arbejdede på en restaurant, som en dag blev opsøgt af al-Shabaab, der ville rekruttere de ansatte. De ansatte fik nogle dage til at tænke over tilbuddet fra al-Shabaab. Nogle dage senere kom al-Shabaab igen til restauranten. Klageren var ikke til stede den dag. Al-Shabaab slog en af klagerens kollegaer ihjel, da denne ikke ville tilslutte sig al-Shabaab. Efter at have hørt om drabet på kollegaen, vendte klageren ikke tilbage til sit arbejde på restauranten. En dag mødte klageren en fra militsen i sit nabolag. Vedkommende sagde, at han ikke var bevæbnet, men at klageren skulle vide, at de ville komme efter ham. Klageren blev videre anklaget for at have skrevet en artikel, der var kritisk over for al-Shabaab. Klageren valgte herefter at udrejste af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte (en dag i sommeren) 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. I overensstemmelse med parternes samstemmende påstande besluttede nævnet at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på dennes nærmere vurdering af de oplysninger, der nu foreligger om klagerens tilknytning til Danmark med videre som omhandlet i udlændingelovens § 26.” Soma/2018/96/ATN