soma20189

Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2005. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Klageren tilhører klanen Darood og subklanen Marehan, og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter personer med tilknytning til Hawiye-klanen eller Al-Shabaab.Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at hans forældre blev slået ihjel i 1991 grundet deres klantilhørsforhold, da Hawiye-klanen i starten af borgerkrigen i 1991 kæmpede imod klagerens klan, Marehan, for at presse Marehan-klanen ud af Mogadishu. Klageren har endvidere oplyst, at han selv undgik at blive slået ihjel, idet han ikke befandt sig på sine forældres bopæl, da de blev slået ihjel. Endelig har klageren oplyst, at der ikke er fred i Somalia, at mange mennesker fortsat bliver slået ihjel i landet, og at der er attentater hver dag i Mogadishu. Klageren frygter således Al-Shabaab, idet han nu har opholdt sig 12 år i vesten. Udlændingestyrelsen meddelte [en nærmere bestemt dato] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet tog ved nævnets afgørelse af [en nærmere bestemt dato] 2006 stilling til klagerens asylmotiv i forhold til Hawiye-klanen. Nævnet fandt ikke, at klageren dengang risikerede forfølgelse som følge heraf. Flygtningenævnet finder fortsat ikke, at der er grundlag for at antage, at klageren risikerer forfølgelse fra Hawiye-klanen som følge af sit klantilhørsforhold. Nævnet bemærker herved, at der i dag ikke som sådan er klankonflikter i Mogadishu. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at klageren risikerer forfølgelse fra Al-Shabaab som følge af, at han har opholdt sig i Danmark gennem de seneste cirka 12 år. Nævnet bemærker herved, at klageren udrejste af Somalia som 30-årig, og at han derfor må antages at kunne begå sig i det somaliske samfund. Klageren opfylder således ikke betingelserne for asyl eller beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7. Klagerens opholdstilladelse af [en nærmere bestemt dato] 2012 var tidsbegrænset til fire år. Klageren har ikke søgt denne forlænget. Det fremgår imidlertid af opholdstilladelsen, at klageren urigtigt er vejledt om, at han tidligst kan søge om forlængelse af sin opholdstilladelse [en nærmere bestemt dato] 2018, og at han senest skal indgive sin ansøgning den [en nærmere bestemt dato] 2019. På denne baggrund har Udlændingestyrelsen behandlet sagen som en inddragelsessag. Flygtningenævnet tiltræder efter omstændighederne dette. Flygtningenævnet har siden andet halvår 2016 i forskellige sager tiltrådt, at den generelle situation i Mogadishu ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i Mogadishu er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedret, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet fortsat, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Klageren har bestået Dansk Prøve 2, og han har haft tilknytning til arbejdsmarkedet siden 2016. Han har haft fast fuldtidsarbejde siden 1. august 2017. Han har udført forskelligt frivilligt arbejde. Han har siden 2002 været gift med en dansk statsborger, men har ikke anden familie i Danmark. De har dog ikke boet sammen siden 2012, og ægtefællen er pr. 1. august 2016 registreret som udrejst af Danmark. Klageren har forklaret, at han er uvenner med ægtefællen, men at han ved, at hun er i Dubai. Klageren har ingen familie i Somalia, og han har ikke været i Somalia siden udrejsen i 2002. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at inddrage hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 26, stk. 1. Nævnet bemærker herved, at klageren er udrejst af Somalia som 30-årig.  Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” SOMA/2018/9/JAH