Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk hawiye og muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet de anklagede klageren for, at hun forud for udrejsen i 2011 samarbejde med de somaliske myndigheder, idet hun solgte te foran en regeringsbygning. Klageren har under inddragelsessagen yderligere henvist til, at hun i 2016 er blevet klar over, at de overgreb hun var udsat for i 2011 blev udfør på foranledning af hendes onkel, der ønskede, at hun giftede sig med onklens søn Mahmoud. Klageren onkel og onklens mange sønner er en del af al-Shabaab og er af den grund magtfulde. Klageren har til støtte for asylmotivet oplyst, at hun solgte te i nærheden af et regeringskontor i Mogadishu. Klageren blev i den forbindelse følge heraf opsøgt af en gruppe mænd fra al-Shabaab. Mændene ville have klageren til at holde op med at sælge te til personer, som de opfattede som vantro. De ville endvidere have, at klageren blev hjemme på sin bopæl. Kort tid efter blev klageren kidnappet af en gruppe mænd fra al-Shabaab. Under kidnapningen blev klageren udsat for trusler på livet. Klageren vedblev med at sælge te. Tre dage efter modtog klageren et trusselsbrev fra al-Shabaab. Klageren udrejste herefter af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i slutningen af] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I sommeren] 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at hun i 2011 flygtede fra Somalia på grund af en konkret konflikt med al-Shabaab forårsaget af, at klageren solgte te nær et regeringskontor til grund, ligesom nævnet ikke finder, at klageren har sandsynliggjort, at det i virkeligheden var klagerens onkel og denne magtfulde familie, der efterstræbte klageren fordi de ønskede, at hun blev gift med onklens søn, [A], hvilket klageren imidlertid først blev bekendt med, da hun i 2016 for første og eneste gang talte med sin mor efter udrejsen. Vedrørende konflikten i 2011 har nævnet lagt vægt på, at klageren har afgivet divergerende forklaringer om antallet af kidnapninger og divergerende forklaringer om omstændighederne i forbindelse med udrejsen, idet klageren under samtalen med udlændingestyrelsen i 2012 forklarede, at hun holdt sig skjult i bydelen Medina, og at hun opholdt sig der, mens klagerens far solgte sit hus og arrangerede klagerens udrejse. Under inddragelsessagen har klageren forklaret, at hun kun var i Medina en dag, før hun udrejste af Somalia. Under nævnsmødet har klageren forklaret, at dette kunne lade sig gøre, fordi klagerens far allerede på et tidligere tidspunkt under konflikten var gået i gang med at sælge huset. Nævnet finder klagerens forklaring om, at hun først under en telefonsamtale med sin mor i 2016 blev oplyst om, at det er onklen, der efterstræber hende, er udbyggende og utroværdig. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren var 23 år gammel, da hun udrejste i 2011, hvorfor det forekommer usandsynligt, at klageren ikke ville havde været bekendt med onklens ønske om ægteskabet. Det bemærkes i øvrigt, at klageren i 2011 var blevet gift med sin nuværende ægtefælle [B], og at dette var sket med klagerens forældres samtykke. Flygtningenævnet finder således ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel konflikt med al-Shabaab eller med onklens del af familien. Nævnet lægger således til grund, at klageren udrejste som følge af de generelle forhold i Mogadishu på det pågældende tidspunkt, og nævnet finder ikke, at der på nuværende tidspunkt er fremkommet nye oplysninger i sagen, der giver grundlag for en omgørelse af det tidligere meddelte afslag med henblik på at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, med henvisning til de aktuelle konkrete og individuelle forhold. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har på baggrund af baggrundsoplysningerne om forholdene i Mogadishu i flere afgørelser udtalt, at nævnet ikke finder, at den generelle vold i Mogadishu har et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Der er ikke ved de senere fremkomne baggrundsoplysninger ændret herved. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret siden 2011, om end forholdene fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født og har boet i Mogadishu i Somalia frem til sin udrejse i 2011. Det må således lægges til grund, at klageren taler somalisk, kender kulturen og Mogadishu-området. Klageren er gift med den somaliske statsborger [B], der er meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og kan derfor ikke anses for at være enlig kvinde. Klagerens far opholder sig antageligt fortsat i Mogadishu. Der er i således ikke grund til at antage at klageren er uden netværk i Somalia, hvorfor hun ikke skal betragtes som en enlig kvinde. Klageren taler, læser og skriver dansk og har taget danskkurser. Klageren har påbegyndt en uddannelse som SOSU-hjælper, men har afbrudt uddannelsen, hun har afsluttet nogle 9. klasse fag, og har gennemført EGU. Klageren er nu arbejdssøgende og har ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet i noget betydende omfang. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for hende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. punktum, jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2018/87/SHH
