Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2002.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren har oplyst, at han ikke husker sin klan, og at han er ikke praktiserende muslim født i [A], Lower Juba, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive dræbt af al-Shabaab. Han har herved henvist til, at han forlod Somalia som ganske lille, og at han ikke kender og heller ikke ønsker at kende de somaliske skikke herunder de religiøse skikke. Ansøgeren har ikke praktiseret nogen religion, men han overvejer at konvertere til kristendommen. Ansøgeren taler lidt somali, men han er bedst til dansk. Ansøgeren vil således ikke kunne klare sig i Somalia. Hertil kommer, at ansøgerens stedfar er en kendt somalisk sanger, som har modtaget trusler i anledning heraf, og disse trusler omfatter hele familien, herunder ansøgeren. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har nogen konkret konflikt med personer eller grupper i Somalia. Flygtningenævnet finder videre, at ansøgeren, der er en ung rask mand fra [A], uanset sin opvækst, manglende kendskab til skikkene i Somalia, sin tidligere manglende interesse for religiøse forhold og nuværende interesse for kristendommen, må antages ikke at blive udsat for forfølgelse eller er i reel risiko for overgreb, som indebærer, at han har behov for beskyttelsesstatus. For så vidt angår en eventuel risiko for ansøgeren som følge af, at hans stedfar er en kendt somalisk sanger, bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens stedfar er skilt fra ansøgerens mor, og at der ikke er grundlag for at antage, at eventuelle trusler i den anledning udgør nogen reel risiko for ansøgeren. Ansøgeren opfylder således i det hele ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/86/SND