soma201862

Nævnet meddelte i september 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk somali og sunni-muslim af trosretning fra [en by i Tiyeegloow-distriktet] i Bakool-regionen, Somalia. Klageren tilhører klanen […], subklanen […], subsubklanen […] og familieklanen […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, der har tvangshvervet ham. Klageren frygter endvidere al-Shabaab, fordi de også har tvangshvervet hans bror, som i 2014 blev slået ihjel. Efter at være blevet tvangshvervet blev klageren sendt i træningslejr, hvorfra han under tvang blev sendt i kamp. Efter denne episode lykkedes det klageren at flygte fra træningslejren, og han tog hjem til sine forældre, hvorfra han udrejste af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet styrelsen på daværende tidspunkt vurderede, at klageren havde forklaret troværdigt om sin konflikt med al-Shabaab, og at afgørelsen således var begrundet i klagerens individuelle forhold. I Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse [i efteråret] 2017 vurderede styrelsen imidlertid, at de ikke længere kunne lægge klagerens forklaring til grund, idet den fremstod divergerende og modstridende på en række punkter. Flygtningenævnet finder ikke, at klagerens seneste forklaring om sit asylmotiv indeholder sådanne divergenser eller andre forhold, at der er grundlag for at tilsidesætte den oprindelige troværdighedsvurdering. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren fortsat må anses som værende profileret i forhold til al-Shabaab på en sådan måde, at han ved en tilbagevenden til Somalia fortsat er i risiko for asylbegrundende forhold. Det bemærkes i den forbindelse, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at al-Shabaab har kontrollen med klagerens hjemby og således vil være i stand til at ramme ham, hvis de ønsker det. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [i efteråret] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at nævnet ikke finder, at klagerens asylmotiv er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Soma/2018/62/MGO