Nævnet ophævede i juni 2018 Udlændingestyrelsen afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse til en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren tilhører klanen Ashraf og er sufi-muslim fra Jaameel Sheen, nær Bulo Burte i Hiiraan-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet han underviste børn, herunder i engelsk. Klageren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel, idet han tilhører minoritetsklanen Ashraf og er sufi-muslim. Klageren har nærmere anført, at han som følge heraf har været tilbageholdt i 24 dage af al-Shabaab, hvorunder han blev undergivet tortur, og at han er flygtet fra al-Shabaab i forbindelse med krigshandlinger. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige klagerens forklaring til grund. Nævnet bemærker herved, at klagerens forklaring må anses for sammenhængende, at den understøttes af den foretagne torturundersøgelse, og at den er vel forenelig med de foreliggende baggrundsoplysninger. Det forhold, at forklaringen på enkelte punkter kan forekomme mindre sandsynlig, er ikke tilstrækkeligt til, at klageren ikke kan anses for ikke at have sandsynliggjort sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren som følge af sin undervisning må anses for profileret i forhold til al-Shabaab, og nævnet finder ikke, at det vil være rimeligt at henvise klageren, der er flygtet fra al-Shabaab efter at have været udsat for tortur, til at tage ophold et andet sted i Somalia. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren] 2017, således at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2018/43/TBP