Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen Hawiye og sunni-muslim fra [byen A], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab, idet hendes storebror nægtede at samarbejde med dem og som følge heraf blev slået ihjel. Hun blev efterfølgende truet, da hun grød over sin brors og mors død. Klageren har videre som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive halshugget af al-Shabaab, idet de vil betragte hende som vantro, fordi hun er flygtet fra dem og er kommet til Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte den 8. oktober 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Udlændingestyrelsen fandt derimod ikke at kunne lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Den 28. august 2017 har Udlændingestyrelsen truffet klageren om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke at kunne afvise, at klagerens mor og bror er blevet dræbt under de af klageren beskrevne omstændigheder. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der på dette grundlag kan meddeles klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk.1. Flygtningenævnet bemærker, at klageren har forklaret, at hun blev truet, fordi hun sørgede over sine afdøde slægtninge. Klagerens far og niece er imidlertid efter det af klageren forklarede fortsat på samme bopæl. Endvidere er der stadig flere familiemedlemmer, herunder den kvinde, der i sin tid efter det oplyste hjalp klageren med at udrejse af Somalia. Den omstændighed, at klageren for nu knap 5 år siden sørgede over sin mor og sin bror, og at dette udløste trusler, er ikke et forhold af en sådan karakter og intensitet, at det kan medføre, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia risikerer personlig forfølgelse. For så vidt angår spørgsmålet om hvorvidt de generelle forhold i klagerens hjemområde kan føre til, at klageren fortsat skal have opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, bemærker Flygtningenævnet, at de foreliggende baggrundsoplysninger ikke giver grundlag for at statuere, at en udsendelse af ansøgeren til dennes hjemområde vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren fremstår uprofileret, og at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at al-Shabaab fortrinsvis angriber særlige persongrupper, herunder repræsentanter for myndigheder og internationale organisationer. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt klageren har et netværk i Somalia, bemærker Flygtningenævnet, at hun udover sin far og niece har oplyst, senest ved samtale med Udlændingestyrelsen den 13. juni 2017, at hun er gift, og at hendes ægtefælle er i Somalia. Først ved fremmøde i Flygtningenævnet dags dato har klageren forklaret, at hun er blevet skilt, og at dette skete da hendes datter fik tilladelse til familiesammenføring med klageren, hvilket efter det oplyste var i september 2016. Klageren var 31 år gammel, da hun indrejste i Danmark, hvor hun nu har opholdt sig i lidt over 4 år. Klagerens eneste familie i Danmark er hendes nu 18-årige datter, der kun har opholdt sig i Danmark i ca. 1½ år. Klageren har ikke haft beskæftigelse udover i praktik. Klageren kan kun i meget begrænset omfang tale dansk. Efter det oplyste har klageren fortsat familiemedlemmer i Somalia jf. ovenfor. Herefter kan det ikke anses for særligt belastende at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse af de grunde, der er anført i udlændingelovens § 26, stk.1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/41/AZU
