soma201840

Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er tilhører klanen jaji og er sunni-muslim af trosretning fra Ceel-Buur, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive kidnappet og stenet af al-Shabaab, idet hun blev beskyldt for at havde været sin mand utro. Udlændingestyrelsen meddelte den 18. juli 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Derimod fandt Udlændingestyrelsen ikke, at betingelserne for at meddele klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk.1, var opfyldt, idet man ikke fandt at kunne lægge hendes forklaring om hendes personlige konflikter i Somalia til grund. Den 31. maj 2017 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. For så vidt angår det af ansøger oplyste om en konflikt med ansøgerens ægtefælles onkel bemærker Flygtningenævnet, at uanset karakteren af denne konflikt, der efter det af ansøgeren forklarede går tilbage til 2008, forblev ansøgeren boende i sin hjemby frem til 2014. Det kan derfor ikke lægges til grund, at der i denne forbindelse foreligger forhold, der kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk.1. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren, som også anført af Udlændingestyrelsen, har forklaret divergerende om det hændelsesforløb, der førte til, at hun udrejste fra Somalia. Ansøgeren har [i foråret 2017] samt tillige under fremmøde i Flygtningenævnet dags dato forklaret, at hendes svigermor og søn befandt sig i marken, da al-Shabaab kom til hendes hus, mens hun tidligere havde forklaret, at det var hende selv, der var i marken. Foreholdt, at der er uoverensstemmelser i hendes oplysninger om, hvorvidt hendes svigerinde blev dræbt eller bortført har ansøger ved advokatens indlæg af [foråret 2018] og ved fremmøde i Flygtningenævnet dags dato forklaret, at der er tale om to svigerinder, hvoraf den ene blev dræbt og den anden blev bortført. Ansøgeren har endvidere forklaret, at al-Shabaab truede hende med, at de ville komme tilbage efter hende, da hun skulle stenes. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at medlemmer af al-Shabaab skulle have truet med at stene ansøgeren for derefter at forlade hendes bopæl, eller at hun under disse omstændigheder skulle have valgt at forblive på stedet. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter ikke, at der er grundlag for at meddeles ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk.1. For så vidt angår spørgsmålet om hvorvidt de generelle forhold i klagerens hjemområde kan føre til, at klageren fortsat skal have opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, bemærker Flygtningenævnet, at de foreliggende baggrundsoplysninger ikke giver grundlag for at statuere, at en udsendelse af ansøgeren til dennes hjemområde vil udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren fremstår uprofileret, og at det fremgår af baggrundsoplysningerne, at al-Shabaab fortrinsvis angriber særlige persongrupper, herunder repræsentanter for myndigheder og internationale organisationer. Ansøgeren var 27 år gammel, da hun indrejste i Danmark, hvor hun nu har opholdt sig i lidt over 4 år. Ansøgeren har ikke familie i Danmark, og har kun haft sporadisk beskæftigelse. Efter det oplyste har klageren fortsat adskillige familiemedlemmer i Somalia og klagerens ægtefælle har fået afslag på en ansøgning om familiesammenføring med klageren. Herefter kan det ikke anses for særligt belastende at nægte at forlænge ansøgerens opholdstilladelse af de grunde, der er anført i udlændingelovens § 26, stk.1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2018/40/AZU