Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1992.
”Det fremgår af sagen, at ansøgeren indrejste i Danmark [i efteråret] 1992 og indgav ansøgning om asyl dagen efter. Klageren blev [i foråret] 1993 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Opholdstilladelsen blev [i foråret] 2009 gjort tidsubegrænset. Ved dom [fra efteråret] 2017 afsagt af Københavns Byret blev klageren idømt et år og tre måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 og stk. 3, § 121 og § 288, stk. 1, nr. 1, samt knivlovens § 7, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 1. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år efter udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, stk. 1, nr. 6 og § 32, stk. 2. Østre Landsret stadfæstede dommen [i starten af] 2018 med den ændring, at klageren blev udvist med indrejseforbud i 12 år, jf. udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 2, nr. 3, nr. 6 og nr. 8, og § 24 b, stk. 3, og § 32, stk. 2, nr. 3. Klagerens opholdstilladelse bortfaldt ved Østre Landsrets dom.
Flygtningenævnet udtalte:
Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er muslim fra Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren som asylmotiv har henvist til sin families historie og asylmotiv i Somalia. Klageren har ikke givet møde i Flygtningenævnet. Klageren er indkaldt til mødet i Flygtningenævnet dags dato pr. brev dateret [i efteråret] 2018. Nyborg Statsfængsel har [i slutningen af] 2018 oplyst, at klageren ikke ønsker at møde op i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet finder på ovennævnte baggrund, at klageren må anses for at være behørigt indkaldt til nævnsmødet. Advokaten har ikke kunne fremlægge dokumentation for lovligt forfald. Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen på det foreliggende grundlag, jf. forretningsordenens § 36, stk. 1. Flygtningenævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Hargeisa, Somaliland, Somalia, risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren udrejste af Somalia og i 1993 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, som medfølgende barn til sin mor som følge af de daværende forhold i Somalia. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren ikke har givet møde for nævnet og forklaret herom, jf. herved udlændingelovens § 40, stk. 1, og at det derfor ikke kan lægges til grund, at de asylbegrundende forhold fortsat er til stede. Flygtningenævnet har i den forbindelse også lagt vægt på den tid, der er forløbet, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse, og at der er sket væsentlige forandringer af forholdene i klagerens hjemområde i den mellemliggende tid. Flygtningenævnet finder videre, at det ikke kan tillægges nogen betydning, at klagerens advokat har henvist til klagerens mentale tilstand. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at det falder uden for Flygtningenævnets kompetence at tage stilling til, om det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 at sende klageren tilbage til Somalia som følge af klagerens helbredsmæssige forhold. Flygtningenævnet bemærker endelig, at klageren ikke er omfattet af Flygtningekonventionen, hvorfor udlændingelovens § 31, stk. 2, ikke er til hinder for udsendelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/133/SLH
