Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Klageren gav ikke møde i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet bemærkede, at det alene er et tilbud til klageren, at denne kan give møde for Flygtningenævnet. Flygtningenævnet besluttede på den baggerund, og idet klageren selv bærer ansvaret for ikke at være blevet bekendt med indkaldelsen, jf. herved forretningsordenens § 37, stk. 1, in fine, at fremme sagen på det foreliggende grundlag.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk somali og sunnimuslim fra området omkring landsbyen […], Bay-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Til støtte for sit asylmotiv har klageren henvist til, at hendes ægtefælle adskillelige gange i [starten af] 2013 blev ringet op af sin bror, der var sergent i al-Shaaab, som ville hverve klagerens sønner til al-Shabaab. Da klagerens ægtefælle afviste dette, blev han og resten af familien, herunder klagerne, truet på livet. [Måneden efter] kom 5-10 bevæbnede og maskerede personer fra al-Shabaab hen til klagerens bopæl, hvor klagerens ældste søn samt klagerens brors søn blev slået ihjel. Det lykkedes resten af klagerens familie at flygte, mens klageren blev tilbageholdt og kørt til et fængsel, som lå omkring en time væk i bil. Efter én måned og 20 dage lykkedes det klageren at flygte fra fængslet, hvorefter hun tog hjem på bopælen. Da hun konstaterede, at hendes familie ikke var på bopælen, overnattede hun hos sin nabo. Kort herefter udrejste klageren af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har forklaret divergerende om blandt andet, hvorfor al-Shabaab angiveligt tilbageholdt hende, hvilken vold hun blev udsat for under tilbageholdelsen, og hvem der fulgte hende til toilettet, da hun flygtede, ligesom klageren ikke har givet mødet i nævnet med henblik på at forklare sig yderligere. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor klagerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke kan anses for at være profileret i forhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i klagerens hjemområde i Somalia, at disse ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Betingelserne for inddragelse af klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er derfor opfyldt. Klageren og dennes familie må antages at være udrejst til Tyskland i [foråret] 2018. På den baggrund, og i øvrigt efter en samlet vurdering af klagerens forhold finder Flygtningenævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særligt belastende for hende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/123/CHHA
