Nævnet stadfæstede i december 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk somali og muslim fra Qoryooley, Somalia. Klageren tilhører […] klanen. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter al-Shabaab. Klageren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter Hawiye-klanen, idet de er af den overbevisning, at klageren tog parti med Darood-klanen, da Hawiye-klanen havde en konflikt med dem. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han tilhørte en mindre klan uden magt. Klageren var medlem af ældrerådet, men i et forsøg på at mægle i en konflikt mellem Darood-klanen og Hawiye-klanen, fik Hawiye-klanen den overbevisning, at klageren tog parti imod dem. Nogle af personerne fra Hawiye-klanen er også medlemmer af al-Shabaab. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Det fremgår hertil af Udlændingestyrelsens resolutionsark, at styrelsen ikke kunne afvise, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ville komme i et asylrelevant modsætningsforhold til al-Shabaab. Opholdstilladelsen var således til dels begrundet i klagerens individuelle forhold. Flygtningenævnet finder, at klagerens senere forklaringer i forbindelse med inddragelsessagen indeholder sådanne divergenser, at de ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet bemærker, at klageren i 2013 i det væsentlige som asylmotiv henviste til, at han var blevet udsat for afpresning, fordi han var en velhavende mand, og at han frygtede at blive dræbt. Således anføres det i asylskemaet, side 5 af 26 ”de truede os med, at de ville gøre noget ved vores liv, hvis vi ikke overdrog dyrene og markerne til dem.” Det anføres endvidere ”grunden til at jeg skulle dø var på grund af mine ting. Du har penge, som vi vil have, så giv os det.” Klageren havde ligeledes ved indrejsen i Danmark oplyst, at han var forfulgt af folk, der ville have hans landbrug. Ved oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2013, forklarede klageren, at al-Shabaab afkrævede ham skatter mange gange, fordi de vidste, at han havde sparet penge op. Han frygtede, at al-Shabaab ville dræbe hans familie, når de havde taget alt andet. Han flygtede, fordi han ikke havde flere værdier. Det er kortvarigt anført, at klageren også var udsat for ”klanchikane”, og at hans familie havde haft klanmæssige konflikter, fordi hans klan var en lille klan. Det fremgår dog også, at klageren ikke var blevet truet med våben på grund af sit klantilhørsforhold. Ved høring i forbindelse med inddragelsessagen har klageren imidlertid fremkommet med helt andre oplysninger som baggrund for sit asylgrundlag. Det fremgår således af samtalereferatet [fra foråret] 2017, at klageren var medlem af ældrerådet i sit område. Klageren gentager oplysningerne om, at han har fået frataget alle sine midler og ejendele, men henviser nu til, at ”Baggrunden for dette var, at jeg i min rolle som mægler, i en mægling mellem to klaner, blev misforstået, og den ene klan følte jeg tog parti med den anden klan. Derfor plyndrede klanen mig.” Klageren anfører endvidere, at han blev udsat for trusler i forbindelse med, at klanen fratog ham alle hans ejendele. Der er således tale om, at klageren i 2013 forklarede, at han over en længere periode blev afpresset af al-Shabaab for alle sine ejendele, mens han i 2017 blev afpresset af en anden klan, Hawiye, ligesom oplysningerne om klagerens rolle i ældrerådet og betydningen af dette for hans asylmotiv er helt nye oplysninger. Yderligere har klageren ved fremmøde i Flygtningenævnet dags dato gentaget, at det var konflikten i ældrerådet og de indbyrdes konflikter mellem klanerne, der førte til, at han fik frataget sine ejendele. Forespurgt vedrørende al-Shabaab, har klageren forklaret, at al-Shabaab og klanmedlemmer er de samme. De større klaner samarbejder med al-Shabaab. Omvendt har klageren til oplysnings- og motivsamtalen [fra efteråret] 2013 forklaret, at al-Shabaab er ligeglade med klaner. Efter en samlet vurdering, finder Flygtningenævnet herefter, at der er så væsentlige divergenser i klagerens forklaringer vedrørende hans asylmotiver, at det ikke kan anses for godtgjort, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for asylbegrundende overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er af en sådan karakter, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om forholdene for det sydlige og centrale Somalia, at menneskerettigheds- og sikkerhedssituationen har forbedret sig, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, [i efteråret] 2013. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet således, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, om end forholdene – trods forbedringerne – fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Det er indgået i vurderingen, at al-Shabaab har kontrollen i klagerens hjemråde, men at deres måde at operere på generelt har ændret sig fra at være vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettet angreb mod profilerede personer, og at denne ændring ikke antages at være af midlertidig karakter, ligesom det er indgået i vurderingen, at disse angreb ikke foretages i de områder, hvor al-Shabaab de facto har kontrollen. Flygtningenævnet bemærker i denne forbindelse, at klageren må betragtes som en helt uprofileret person. Flygtningenævnet finder derfor, at en udsendelse af klageren til dennes hjemområde ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Henset til at klageren var 65 år ved sin indrejse i Danmark, at hans familie befinder sig i Uganda, og at han ikke taler dansk eller har haft tilknytning til arbejdsmarkedet, finder Flygtningenævnet ikke, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. De foreliggende helbredsoplysninger om klageren kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2018/118/HHU
