Nævnet omgjorde i marts 2018 en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen om inddragelse af en mandlig somalisk statsborgers opholdstilladelse, således at han fortsat har opholdstilladelse (B-status). Indrejst i 2009.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren tilhører klanen Hawiye, Haber Gedir og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i forbindelse med sin oprindelige asylsag henvist til, at han forlod sit hjemland, fordi der var mange problemer. Man skulle deltage i krigen, ellers blev man slået ihjel af Al-Shabaab. Al-Shabaab beordrede klageren til Jihad mod de vantro. Klageren havde fire søskende. Tre af klagerens søskende er blevet slået ihjel af Al-Shabaab. Klageren har ingen familie tilbage i Somalia. Klageren har i forbindelse med inddragelsessagen som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af Al-Shabaab, som i 2008 forsøgte at tvangserhverve ham. Klageren blev i den forbindelse tilbageholdt i 10 dage, hvorefter han blev løsladt. Han har endvidere henvist til, at han ingen fremtid har i Somalia, og at han føler sig som dansker. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af ] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. [I foråret] 2011 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse [truffet i sommeren] 2010, idet klageren ikke havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at der er fremkommet nye oplysninger i sagen, der giver grundlag for en omgørelse af det tidligere meddelte afslag. Nævnet finder således fortsat ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Mogadishu er i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Mogadishu er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet har på baggrund af baggrundsoplysningerne om forholdene i Mogadishu i flere afgørelser, herunder afgørelser fra januar 2018, udtalt, at nævnet ikke finder, at den generelle vold i Mogadishu har nået et niveau, der indebærer, at enhver, der vender tilbage til byen, vil være i risiko for at blive udsat for overgreb i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der er ikke ved de seneste oplysninger om forholdene i Mogadishu ændret herved. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet fortsat, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren er født og opvokset i Mogadishu, hvor han har boet indtil sin udrejse i 2008. Han indrejste i Danmark i [efteråret] 2009 som 19-årig og blev meddelt opholdstilladelse i [starten] 2012. Han har således på nuværende tidspunkt haft lovligt ophold i Danmark i godt 6 år. Det lægges til grund, at klageren, siden han fik opholdstilladelse, har været selvforsørgende enten via arbejdsindtægter eller SU. Han har således under hele perioden været under uddannelse og har sideløbende hermed siden [starten af] 2016 været ansat på et plejehjem. Han har således bestået Dansk 2 og har opnået karakteren 12 i samfundsfag niveau g. Herudover har han i perioden 2014 - 2016 gennemført og bestået en 2-årig uddannelse som social- og sundhedshjælper. Han går for øjeblikket på VUC, hvor han har fagene dansk, matematik og samfundsfag. Han har planer om at videreuddanne sig til sygeplejerske, og er i gang med at kvalificere sig til direkte at kunne blive optaget på sygeplejeskolen eller via social- og sundhedsassistentuddannelsen, som han aktivt søger praktikplads til i hele Storkøbenhavn. Han blev [i starten] 2016 ansat i et vikariat på et plejehjem frem til [slutningen af] 2018 med minimum 28 timer ugentligt. I forlængelse af vikariatet blev han tilknyttet det faste vikarkorps på plejehjemmet, hvor han fortsat er ansat, og hvor han efter det oplyste arbejder omkring 20 timer ugentligt ved siden af sin skolegang. I sin fritid går klageren bl.a. til dans og fitness, ligesom han efter det oplyste synger og skriver musik. Han har både danske og somaliske venner. Han talte under nævnsmødet dansk, og det var på intet tidspunkt nødvendigt med tolkning. Der er under sagen fremlagt en lang række erklæringer, herunder fra afdelingslederen på det plejehjem, hvor han arbejder som vikar, fra lærere på VUC samt fra personer, der har kendt klageren, siden han ankom til Danmark. Efter en samlet og konkret vurdering af oplysningerne om klagerens personlige forhold finder Flygtningenævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [truffet i starten af] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2018/115/FAM
