Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2011.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren tilhører klanen Hawiye, subklanen Abgal, og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Al-Shabaab og generelt frygter for sin sikkerhed og sit liv. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han frygter at blive hvervet af Al-Shabaab, idet de forsøgte dette umiddelbart inden udrejsen i 2010, at han frygter Al-Shabaab, fordi han har været i kontakt med en højtstående myndighedsperson, mens denne var på besøg i København i perioden [i efteråret] 2016, og at han frygter Al-Shabaab, fordi han opholdt sig i et vestligt land siden 2011. Udlændingestyrelsen meddelte [en nærmere bestemt dato i] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet finder ikke, at det af klageren påberåbte hvervningsforsøg fra Al-Shabaab i 2010 indebærer, at klageren i dag er i nogen risiko i forhold til Al-Shabaab. Det var således en generel hvervningstale, der i det højeste blev fulgt op af en enkelt henvendelse til klagerens far. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at klagerens forbindelse til [A] har en så nær karakter, at klageren af den grund må antages af Al-Shabaab at blive opfattet som et mål. Flygtningenævnet finder endelig ikke, at klagerens ophold i Danmark gennem de seneste cirka syv år indebærer, at klageren af den grund risikerer forfølgelse. Nævnet bemærker herved, at klageren var 22 år, da han udrejste, og at han må antages at kunne begå sig i det somaliske samfund. Klageren opfylder således ikke betingelserne for asyl eller beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har siden andet halvår 2016 i forskellige sager tiltrådt, at den generelle situation i Mogadishu ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3. Forholdene i Mogadishu er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedret, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet fortsat, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Klageren har kun begrænsede danskkundskaber, og han har ikke reelt opnået nogen integration. Han har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark. Klageren har ingen familie i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at nægte at forlænge hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse” SOMA/2018/11/JAH
